(Læs gerne 1. del og 2. del, før du læser denne del.)

Det samlede puslespils appel

Skulle vi endelig finde grundlag for at korrigere i nogle af de nævnte emner, så ville det altså kaste kirkens systematiske teologi ud i en krise – tænk på alle de doktriner, der så skulle genovervejes! Langt de fleste mennesker føler sig mere tiltrukket af ideen om, at tingene står fast, at arbejdet er gjort færdigt, at puslespillet er samlet. Man behøver knapt nok studere noget selv for at få gode logiske svar på sine spørgsmål, da de røde paragrafbøger forklarer det hele så glimrende – og så logisk.

Desuden har mange det som Uriah Smith, som jeg nævnte tidligere (sidste afsnit i første del). Når doktrinerne hænger sammen, så giver det “ro i sindet”, for dette styrker netop hele systemets troværdighed, og i endetiden, som efter sigende bliver meget hektisk, bliver systemet vores redning. Denne antagelse er meget romantisk, men også fuldstændig ubegrundet. Der er ingen grund til at tro, at 1) et sammenhængende system af trosartikler er troværdigt alene baseret på den interne logik, eller at 2) et sådant systems sammenhæng på nogen måde er en målestok for de troendes udholdenhed i endetiden.

Ellen Whites verdensbillede

Ikke desto mindre har mange læst Ellen White og accepteret hendes 5 bibelbøger (”Patriarchs and Prophets“, “Prophets and Kings“, “Desire og Ages“, “The Acts of the Apostles” og “The Great Controversy“) på netop det grundlag, at hun så smukt får alting til at hænge sammen. Argumentet har flere aspekter. På den ene side er det værd at overveje, hvis hun vel og mærke holder sig til bibelen, da bibelen er skrevet af mange forskellige forfattere over et par tusind år. Hvis alle disse tekster stemmer overens og kaster lys over hinanden, så er der i nogen grad grundlag for at tro, de er inspirerede.

Men at Ellen White får tingene til at hænge sammen er mindre fantastisk. Det viser allerhøjst, at hun er et systematisk menneske, der forstår at lægge vægt på det, der passer sammen og trivialisere det, som ikke gør. Hun kan for så vidt have vidst, hvor hun ville hen, allerede før hun skrev bøgerne, og hun kan have udlagt bibelen, så den passede nøjagtig ind i hendes subjektive og muligvis statiske verdensbillede. Jeg påstår ikke, det nødvendigvis hænger sådan sammen, men jeg forstår den skepsis, folk kommer med, når de møder argumentet, at Ellen White må være sand, fordi “det hele falder i hak, når man læser hendes bøger”.

En aha-oplevelse er ikke nødvendigvis åndelig

Det samme argument duer nemlig for Jehovas Vidner. Vagttårnsselskabet har om nogen præsteret at skrue et religiøs verdensbillede sammen, som er konsistent og veludviklet. Den interne logik appellerer til mange, der fodres med information, og til hvert spørgsmål er der et logisk svar. Et tidligere Jehovas Vidne, jeg havde snakket med, havde forladt trossamfundet bl.a. på grund af politisk engagement. Til hans store overraskelse opdagede han senere (udenfor JV), at marxisme var fantastisk sammenhængende, hvis altså man læste det på Karl Marx’ egne præmisser.

Uden at han nogensinde blev marxist eller seriøst overvejede at blive det, så havde han en aha-oplevelse, der svarede til de mange oplevelser, han havde haft i JV. Disse oplevelser havde han i sin tid forvekslet med “åndelig oplysning” eller “svar fra himlen”, når forklaringen i virkeligheden var meget mere jordnær.

Intern logik dårlig begrundelse

En marxist tror på marxismen, fordi hele verden giver så god mening fra dette perspektiv (som det kunne have gjort fra så mange andre perspektiver). Jeg kan vel også få alt til at passe ind i Platons hulebillede og måske også i tibetansk buddhisme, måske endda L. Ron Hubbards hjemmelavede sci-fi religion, Scientology, hvor alt tolkes i lyset af Dianetik. Disse systemer hænger usædvanlig godt sammen (som regel fordi de er skruet sammen af én systematisk person eller gruppe), men faktum er, at det bliver de ikke troværdige af.

Hvad der tidligere havde virket som et argument for et religiøst system – for det tidligere Jehovas Vidne – blev senere et argument for en helt anden ideologi af ateistisk karakter. Hans konklusion var dog nærmere, at intern logik ikke bekræfter nogen systemer overhovedet. Den bekræfter heller ikke adventisme.

Logik som tilgang

Om vi vil det eller ej, så opererer vi i vesten på nogle grundlæggende præmisser i vores søgen efter sandheden, som slet ikke spillede samme rolle, da vores religiøse tekster (som bibelen) blev forfattet. Selve konceptet, logik, stammer fra oldgræsk filosofi, hvor en mand ved navn Aristoteles påstod, at logik er den eneste måde hvorpå vi kan vide noget som helst.

Den tanke dominerer vores tankegang i dag, og den sidder så ufattelig dybt i os, at mange har svært ved at acceptere, at fremgangsmåden i nogen grad er tillært. (Jeg skal da også gerne indrømme, at jeg har en indbildsk tro på, at hvis ikke Aristoteles var kommet med det, så var en anden nok kommet med det før eller siden.) Når nogen kommer med en påstand, så spørger vi i den moderne verden efter den logiske begrundelse. Vi ønsker at se empiriske data, få forklaringer på hændelser og konsekvenser, så vi kan vurdere troværdighedsværdien af påstanden. Sådan tænkte folk dog ikke på Jesu tid. De spurgte i stedet “hvordan”, og svaret kunne være et digt eller en historie (en lignelse). Vi har dybest set en helt anden måde at vurdere sandhed på i forhold til bibelens forfattere.

Logik forpurrer bibelsk sandhed

Det mest interessante er, hvad denne forskel betyder for systematisk teologi. For adventismen er det interessant at se, hvad den betyder for vores store histore, den store strid. Sagen er den, at vi har opbygget vores trossystem på fuldstændig moderne logiske forudsætninger uden nogen som helst tanke på, hvordan de første kristne selv gik til sandheden. Det skaber mange problemer. Faktisk vil jeg være så fræk at påstå, at evangeliet mister sin kraft, hvis vi forsøger at være logiske helt ned i detaljen. Og vores eget system mister ligefrem troværdighed i modsætning til, hvad kære Uriah Smith i sin modernistiske rus måtte påstå.

• Vi forsøger at løse problemet, at Jesus er 100 % menneske og 100 % Gud. Vi kan slutte alverdens ting på det grundlag, at han er helt menneske, men i samme mundfuld underkender vi måske noget, der skal tilskrives hans fulde guddommelighed. Eller omvendt underkender vi måske hans menneskelighed, fordi vi konkluderer alt muligt logisk ud fra, at han er 100 % Gud.
• Vi slutter måske, at fordi Jesus sendte Helligånden til de kristne på Pinsedag, så havde Helligånden ikke været der før. Ikke desto mindre er Ånden meget aktiv i Det Gamle Testamente og i Jesu virke, og det er svært at forestille sig 8.000 år uden Helligåndens nærvær på Jorden. Havde Gud væres helt passiv lige indtil kirkens stiftelse på Pinsedagen? En logisk fejlslutning.
• I adventismen har man sluttet, at Jesus må have haft natur som Adam før syndefaldet, og det må være sandt, for ellers var han vel skrevet op til døden ligesom os. Samtidig mener vi, at han er blevet prøvet i alle ting ligesom os, og vi tror på, at hans retfærdighed på korset ultimativt retfærdiggør os foran faderen. Hvis noget kan knække logik, så er det doktrinet om Jesu natur og frelseplanen.

Så meget forvirring fordi vi hele tiden antager at 2 forskellige ting ikke begge kan være rigtige. Resultatet er en moderne mistillid eller underkendelse af det, bibelen ofte siger: Begge dele passer!

To be concluded …