(Læs første del først - eller bagefter, hvis du vil )

Korrigeringen af “den lukkede dør”

Undervejs i adventismens historie er der naturligvis sket en del korrigeringer i det store billede, ikke mindst mens det stadig var i en redigérbar størrelse. Selv Ellen G. White - kvinden, der både af gode og dårlige grunde altid hentydes og refereres til - havde det jo med at korrigere sine meninger på linje med alle andre mennesker, der vokser i kundskab og visdom. Et af de første eksempler på dette var ideen om “den lukkede dør”.

Søster White indrømmer i 1851 et holdningsskifte. I de første få år efter 1844 (årstallet, hvor adventister forventede Jesu genkomst), dér troede adventister, at det var for sent at omvende sig - eller i hvert fald at få del i nåden, hvis man gjorde. Så ingen grund til at døbe folk, de kunne alligevel ikke blive frelst! Dette blev dog korrigeret bl.a. med Ellen Whites første syn, der fortalte hende, at det ikke var den dør, der var blevet lukket, men en anden. Dette må jo have været noget af en lettelse, især for nyomvendte. I senere udtalelser opmuntrede Ellen White til, at vi altid bevarer en vis form for skepsis for det etablerede, så vi kan være åbne for eventuelt nyt lys. I andre udtalelser fornemmer man dog, at visse ting alligevel synes urokkelige.

Uoverensstemmelser

Mens tingene var lette at rette på i starten, så blev det straks sværere at rette på senere, da tingene begyndte at hænge for godt sammen. Dette ses nok tydeligst i dag, hvor vi har et stort adventistbillede, der både tager sig af eskatologi, soteriologi, antropologi, harmatiologi, og hvad de nu alle sammen hedder. Læs evt. de 28 trospunkter for at se omfanget. Skulle man for eksempel komme frem til, at sjælen måske alligevel går direkte til Gud, idet døden indtræffer, så står hele eskatologien (endetidsteorierne) på spil. Denne form for sjælevandring skubber “kødets opstandelse” helt ud af billedet og i nogen grad vel også den begivenhedsrige optakt til den dag.

Samtidig ville vi begynde at spekulere i, hvornår herliggørelsen finder sted, hvis ikke det sker ved en opstandelse (en genskabelse). Dengang man troede på, at sjælen gik direkte i himlen ved legemets død, da antog flere jo også, at man derfor blev nødt til at blive fuldkommen inden døden! Ellers var man ganske enkelt ikke parat til at blive udsat for Guds nærvær, lød tankegangen.

Disse misforståelser appellerede især til perfektionisterne. Men værst af det hele: Selv om vi er kommet til en bedre forståelse af sjælen (som ikke klarer sig så godt uden legemet, men må vente på en herlig opstandelse), så er vi ikke sluppet helt af med disse ideer om at blive helliggjort og herliggjort i løbet af ens korte liv på jorden. Vi væltede tankebygningen, men på magisk vis blev taget hængende i luften. Mange, der tilslutter sig disse (og deraf inspirerede) ideer om helliggørelse, ville undres over, hvor meget deres teologi faktisk ligner katolikkernes - som de ironisk nok har en tendens til at være meget kritiske overfor.

Et utilgængeligt fundament

På sin vis synes hele tankegangen om systematisk teologi og “den store fortælling” både at skabe problemer og tilbyde løsninger. I en stor grad handler det naturligvis bare om at være konsekvent. Bygger man en ide på et grundlag, og fjerner man grundlaget, så må man også være indforstået med, at bygningen skrider. Det nytter altså ikke noget at snakke om en meta narrativ, hvis man alligevel ikke er parat til at tage følgerne af ens korrigeringer.

Det største problem, som jeg ser det, er dog den dominerende frygt, der er for at redigere i det etablerede. Frygten er netop udsprunget af den store forståelse for, at man må være konsekvent og grundig, når man gør det. Men hvor ville det dog være forfærdeligt, om adventismen pludselig mistede hele sit grundlag - en stor viden, et stort system, en masse arbejde og en masse apologetiske argumenter - bare fordi et enkelt grundlæggende doktrin viste sig at være blevet misforstået. Så for ikke at risikere det store sammenbrud, så undgår vi helst at pille ved fundamenterne. Men desto mere vi bygger på det etablerede, desto mindre tilgængelige bliver netop disse.

1844 og Ellen G. White

Sabbatten (med skabelsen), helligdomstjenesten og den undersøgende dom (med datoen, 22. oktober 1844) og sjælens dødelighed er nogle af de ideer, vi adventister dårligt kan tillade os at kigge efter i sømmene i dag. En teolog ved navn Ford prøvede for en generation siden at udfordre 1844, og hans angreb var ikke uden effekt. Splittelserne var enorme, han tog mange af den generations teologer med sig, men Adventistkirken flyttede sig aldrig officielt. (Der går dog rygter om, at flere i Generalkonferencen er meget Ford-orienterede i dag.)

Rykker man på 1844, så rykker man nemlig også på en del andet. Ikke mindst kommer Ellen G. Whites troværdighed op til kraftig overvejelse, da hendes første syn netop beskæftiger sig med 1844. Flere adventister kan nok undvære 1844, både som årstal og som konkret udlægning af diverse himmelske hændelser. Paulus prædikede jo ikke 1844, dog spredte han det sande evangelium. Til gengæld har jeg det personligt svært at skulle give helt slip på Ellen White, især efter at have læst “Desire of Ages” (for nyligt udgivet på dansk som “Jesu liv“). At hun var evangelisk kristen, og at hun troede på nåden og på Jesus - det er jeg ikke et sekund i tvivl om, og hendes udlægning af korsfæstelsen har stadig stor værdi for mig.

To be continued …

Your response: