Jeg har mange spekulationer omkring adventisternes måde at anskue deres søgen efter sandheden på. Jeg er selv ved at uddanne mig til adventistpræst, og det giver mig en god basis for at kigge lidt på, hvor adventismen kommer fra - også fra et mere skeptisk udgangspunkt, end nogle adventister ville bryde sig om. Alle spørger “Hvad er sandhed”, men vejen til sandheden er der delte meninger om.
Identitetskrisen
En studiekammerat havde en særlig pointe omkring det fantastiske ved, at Jesu dåb fandt sted i år 27 e. Kr.. Jeg luftede min usikkerhed om, hvorvidt den dato nu også passede, da adventister synes at være de eneste, der daterer den dér - ikke for at argumentere imod datoen, blot for at gøre opmærksom på min usikkerhed. “Selvfølgelig passer den,” argumenterer han, “for ellers passer det jo ikke med profetiernes opfyldelse.” Jeg foreslår så, at vi så måske har misforstået profetierne? Han tager sin bakke og forlader uden et ord. Jeg afslår senere hans tilbud om et bibelstudium.
Jeg tvivler ikke på, at jeg er i den kirke, der passer mig bedst, hvis jeg endelig skal vælge mellem de eksisterende kirkesamfund. Jeg føler mig egentlig som adventist helt ind til knoglerne på langt de fleste områder. Desværre er definitionen af en adventist meget diskuteret, altså internt. Hvad er det helt konkret, man skal tro på, før man kan siges at være en rigtig adventist? Måske det er derfor, mange siger, kirken har identitetskrise?
Min studiekammerat forklarede mig, at han ønskede, der var mere enhed i kirken “om disse ting”. Hvilke ting han mente var for mit vedkommende uklar, men jeg antager, han mente sine specifikke udlægninger af diverse profetier og billeder i Åbenbaringsbogen. Jeg har forsøgt at forklare ham, at diskussionen ikke går så meget på, om jeg er enig eller uenig, men om jeg er “interesseret” eller “ikke interesseret”.
Meta-narrativen
Hvad er det da, der gør mig til adventist, hvis jeg ikke engang deler interessen omkring endetidsprofetierne og de apokalyptiske bøger? Det er vel til dels, at jeg stadig tror på det store billede. Min græsklærer identificerede det som “the meta narrative”, hvilket lyder ret fedt og akademisk. Den danske adventistteolog, Gunnar Pedersen, har oftest præsenteret det som “Den store fortælling”, og det gør han med en inspirerende entusiasme.
Det karakteriserer i høj grad Adventistkirken, at de tager alle historierne i bibelen og putter dem ind i et samlet hele. Ikke at de er de eneste, som gør det - langt fra - men det er alligevel et markant kendetegn for kirken i forhold til andre nyere protestantiske kirker. Tilmed identificerer adventister denne ramme som “kampen mellem det gode og det onde” eller som én af kirkens stiftere, Ellen White, måske ville have sagt: “The Great Controversy” (”Den Store Strid”).
Helhed vs. detalje
Som det moderne menneske, jeg i nogen grad er, så er det helt klart en tankegang, der tiltaler mig. Tænk, at alt er del af en stor historie, som der går en fin rød tråd igennem fra start til slut! At der er en objektiv sandhed, og at alt, vi kender til, direkte eller indirekte er et udtryk for denne! At alting i bibelen (og alle vores personlige erfaringer) passer perfekt som brikker i dette store puslespil! Hvilken vidunderlig tanke!
Den appellerer især til stærkt neurotiske ordensmennesker, der tænder på systemer og kæler for detaljer. For disse nøjeberegnende bibelgranskere er sammenhængene faktisk “bevis” nok i sig selv, og skulle der vise sig at være uoverensstemmelser, så ville de gå ind i en åndelig krise. Heldigvis har flere af dem den særlige nådegave at lukke øjnene for det, der ikke hænger sammen og stedet fokusere på kabalerne, der går op. En dejlig evne.
I diskussionen med disse bliver jeg ofte frusteret over, at de ikke kan fortælle mig, hvad deres skattejagter betyder for det store billede og helheden. Min konklusion bliver derfor ofte, at det i det store hele ikke betyder noget som helst, og jeg bliver stemplet som en kætter (eller babyloner?), der har frasagt sig sit adventistiske ansvar til at forkynde de tre engles budskaber - i hvert fald i deres dybde. Ak ja.
This reciprocal strength
Uriah Smith - en anden af de historiske adventister - havde samme forkærlighed til overensstemmende systemer som hans venner. Han skal have skrevet noget i retning af dette:
“Such is the connection, relation and dependence of one great truth upon another that every additional evidence upon one, proportionally strengthens all the rest; and thus, by this reciprocal strength which each point furnishes to the others, the great platform of truth is established, on which God’s people will finally be found standing, and which will abide the test of the great day.” (Review and Heralds, July 25, 1854)
I moderne tankegang kan den store objektive sandhed findes gennem nøje bevisførelse (evidence, ikke proof) og logisk argumentation. Ideen her er, at hvis vi bare går rigtigt til bibelen, så er delene af sandheden så klar, at vi faktisk kan samle den, indtil vi har den hele.
Undervejs vil der naturligvis være mange fejl, der skal korrigeres, og man bliver selvfølgelig nødt til at ændre på nogle ting af og til, som influerer alt det andet, som det på sjove måder hænger sammen med. Men i sidste ende, så passer tingene bare så godt sammen, at det faktisk i sig selv vidner om, at man er tæt på sandheden. Dette kalder Smith for “reciprocal strength”, og han ser det som de kristnes grundlag, deres fodfæste, i den stormfulde endetid.
Lagt i Adventist, Kristendom, My life, Profetier
