I dag klokken 21:55 er det syv år siden. Jeg er 21 år, så dermed er det næsten en tredjedel af mit liv, at far har været væk. Jeg husker, jeg var overrasket over, hvor hurtigt alting forandrede sig lige efter. Mit syn på min far har også forandret sig. Det er blevet mere nuanceret.

I starten huskede jeg bedst de gode øjeblikke. En gudstjeneste da han lagde armen om mine skuldre. Lyder som en naturlig ting, en far ville gøre, men det gjorde alligevel stort indtryk på mig, og det var nok den slags øjeblikke, der for alvor fik mig til at græde til begravelsen. Først senere kom jeg igen i tanke om de dårlige ting. F.eks. campingferien, hvor han irriteret over et eller andet sagde, at han “kunne kvæle mig”. Jeg troede på ham, da han sagde det. Min far havde et heftigt temperament, som af og til løb af med ham på hjemmefronten. I psykologi lærte jeg nogle år senere, at den slags udtalelser fra en forælders side pr. definition er ‘omsorgssvigt’, og at det ikke bare var lille mig, der havde været sart.

Min far var et fantastisk menneske, der gjorde rigtig mange ting for rigtig mange mennesker. Han var lærer og pædagog, en stor prædikant og populær foredragsholder, og havde også en finføling med mennesker. Efter sigende har han både reddet ægteskaber og ledt folk til Kristus. Derudover var han også arbejdsnarkoman, en fraværende far, der prioriterede kirken over familielivet og prøvede at lappe det med forcerede familieferier og fredagshygger.

Jeg vil altid forsøge at ære min fars minde, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg nægter at holde ham op som et perfekt ikon, sådan som vi ofte gør med vores kære afdøde. Fordi jeg ved, at hvis jeg ikke tager min far alvorligt som det komplette menneske, han var, så ender jeg med at gøre de samme fejl, som han gjorde. Og så har jeg ikke æret ham det mindste, men gjort ham ligegyldig.

Your response: