Hvad folk sjældent indser med deres drømme er, at de er sammensat af alle den forudgående dags indtryk og spekulationer. Mens kroppen hviler, samler hjernen alle disse dagsrester og indkorporerer dem i hukommelsen, og vi oplever det som drømme. Drømme er på den led noget af det, som former os som mennesker. Mennesker, der aldrig sover, og som ikke drømmer, er gået i stå i deres personlige udvikling. Men nogle gange er drømmenes forhold til virkeligheden ret usædvanlig.
I morges drømte jeg, at det var juleaften. Jeg drømte, at jeg var ansvarlig for et åndeligt møde – bortset fra at der ikke var meget åndeligt over det – og at teknikken drillede. Det forsinkede mødet fælt, gjorde en masse mennesker sure, da vi endelig måtte opgive, og det forsinkede juleaften for mange mennesker, også mig selv. Da jeg kom hjem, sagde mor så, at vi havde ekstra travlt, fordi hun syntes, vi skulle holde den udenfor, i sneen. Klokken var 9 om aftenen, så jeg syntes, at det var lidt for sent at planlægge, og at det måtte vente til næste år. Så sagde mor, at det jo i virkeligheden først var jul d. 25. december, så vi kunne stadig nå det. Så vågnede jeg.
Det værste var, at da jeg vågnede, og da jeg kiggede ud af vinduet, blev jeg blændet af et kæmpestort lys. Hvad jeg så under horisonten syntes at gå i ét med, hvad jeg så over horisonten. Frost? Nej, sne, tonsvis af sne. Jeg gik over mod cafeteriet for at spise brunch og kunne da heller ikke stå for fristelsen at tage noget sne og mærke lidt på konsistensen. I alle samtaler omkring mig optrådte ordet ’snow’. Taylor smilede rundt (som hun plejer) og sagde så med sin barnlige latter ‘MERRY CHRISTMAS!!’ Virkeligheden, jeg var vågnet op til, syntes på en absurd måde bare at fortsætte min drøm.
Efter at have spist morgenmad, fik jeg dog forsikret mig selv om, at jeg ikke var helt skør. Elementerne i min drøm var tydeligvis hentet fra fortiden, ikke fremtiden (som nu var nutiden). I går – lige før jeg gik i seng – kiggede jeg på nogle youtube videoer, hvor der blandt andet blev diskuteret, hvornår man regner med, at Jesus blev født. Videoen findes her. Jeg pausede den 3m45s inde i videoen, da jeg gik på toilet, og billedet og diskussionen omkring den 24. december og juleaften satte sig i min bevidsthed. Og hjemsøgte så min nattesøvn. Det åndelige møde i min drøm virkede desuden til at have nogle umiskendelige ligheder med et møde, jeg var til i går.
På en måde var det skuffende at kunne analysere sin drøm på den måde. En del af mig ville ønske, jeg havde en drøm uden dagsrester. Gid jeg havde en drøm, hvor alt var nyt og fortalte mig noget om ‘i morgen’ i stedet for ‘i går’.





