I en klasse i Bible and Ethics diskuterede vi som så mange gange før begrebet, synd (som betyder “at ramme ved siden af” eller på godt dansk “at gøre noget forkert” eller “at begå lovbrud”). Blandt de studerende sad nogle med en overbevisning om, at man kunne holde op med at synde. Min lærer, Mike Pearson, spurgte én af dem, om han havde syndet indenfor den sidste time. “Nej, det har jeg ikke,” sagde eleven selvsikkert. “Right,” sagde Pearson så på en måde, så alle kunne se, at han var dybt uenig, men at han prøvede at holde sig selv lidt tilbage. Han forklarede roligt, at han mente, alle i klassen havde syndet utallige gange bare indenfor de sidste få minutter.

Jeg er blevet fortalt, at det øjeblik man sætter sig for at arbejde for Gud, eskalerer alle fristelserne. Det giver mening. Hvis der er en Djævel i denne verden (og det tror jeg, der er), som arbejder for at folk ikke skal blive kristne, så går han selvfølgelig først og fremmest efter evangelisterne, missionærerne og præsterne. Hvis han er rigtig smart (og det er han desværre), så vil han koncentrere sig om at få dem til at synde mod hinanden. Vi sidder i en individualistisk tid, hvor styrken af sammenhold er faldet i baggrunden, og der bliver nu lagt vægt på det enkelte menneskes forhold til Gud. Dette paradigme passer meget godt med Djævelens intentioner om svække kirken ved at splitte den i mindre og mindre dele uden sammenhæng.

Jeg er selv på Newbold College, og jeg har kun en svag fornemmelse af, hvordan han arbejder, men jeg ved, han er på spil. Jeg er fanget mellem så mange ting, at det hele virker tåget. Jeg har mine ambitioner og opfattelser af, hvad der ville være godt for mig. Så har jeg nogle opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, og hvor jeg selv står med skyld og uden skyld. Til sidst har jeg hele min fortolkning af virkeligheden, der bliver mere og mere udfordret, desto mere information jeg får. Blandt alle disse indtryk og tanker kan jeg ikke med 100 % sikkerhed afgøre, hvad der er hvad, og hvad jeg tør stole på, og hvad jeg gør nu. Mit rodede liv er en garanti for fejltagelser, og jeg ser mig selv reduceret til en ynkelig ignorant, der falder på knæ og beder om tilgivelse, fordi det er det eneste, der giver lidt mening lige nu.