Blogs er ikke længere et nyt koncept. De fleste skulle gerne vide nu, hvad en (we)blog er. Samtidig er konceptet blevet mindre spændende, nu hvor alle har fundet ud af, hvad det er. For mit eget vedkommende skrev jeg nok mere om mit personlige og private følelsesliv i starten. Men nu da det er gået op for folk, at blogs er offentlige, og nu da der er så mange flere læsere, og nu da jeg selv er et andet sted, hvor der er større forventninger, mere ansvar og en masse andre ting – så er bloggen blevet mere overfladisk.

Jeg læser til præst, og jeg fornemmer, at selv adventister, jeg ikke har mødt personligt, har en fornemmelse af, hvem jeg er. 75.000 kroner fra kirkens kasse ryger i min uddannelse hvert år, hvilket får mig til at sluge en klump, især når jeg ikke føler for at studere særlig grundigt. Og alene i dag har nogen (mange eller få) loadet siden 100 gange i deres browser(e). Jeg er ikke bare en lille sjov dreng fra Vejlefjordskolen længere. Folk har været så modige at “investere” i mig nu – der må være nogle forventninger om, at jeg kan et eller andet? Eller en ide om, at jeg er en eller anden slags person?

Så hvad om jeg får en depression? Eller kærestesorger eller det, som ligner? Om jeg har ekstra kløe i skridtet i en grad, der irriterer? Om jeg har en vulgær joke, jeg godt vil fortælle? Om jeg tror, jeg kan se engle? Eller døde mennesker? Om jeg føler mig svag i troen og føler, jeg har brug for forbøn? Visse ting ville jeg aldrig blogge om af alle nævnte årsager. Jeg vil ikke udstille mig selv for en forsamling for det tilfælde, at nogen jeg kender skal vide noget, som jeg kun ville fortælle få. Alligevel kan det være disse ting – eller nogle helt andre – som fylder allermest i mit liv lige nu. Altså forbliver bloggen en facade, en PR-profil, et ekstra pyntet selvportræt.

Jeg har venner, der ville blogge, indtil de opdagede, at de kunne få besøgende. Men det mest ironiske ved det hele er, at de fleste bloglæsere søger efter blogs med integritet og personlighed. Ærlighed. Åbenhed. Menneskelighed. Det er den slags blogs, jeg selv vil læse. Jeg vil høre om ødelagte mennesker, der lægger deres følelser og erfaringer ud, så vi alle kan se dem og lære ad dem. Men bare de sidste uger har jeg selv skrevet striber af indlæg, men ingen af dem handlede særlig meget om det, der fylder allermest i mit hoved for tiden. Jeg skriver bare for at sikre en måde, hvorpå folk kan se mig. Fordi jeg vil have bloggen til at passe med den person, som jeg føler, at visse folk nok tror, jeg er.