Jeg var lige i smågruppe i ordets bogstaveligste betydning (vi var 2). Men til gengæld havde vi en rigtig god snak, der endte med at være en halvanden time lang, og vi sluttede med at bede sammen.
Så hvad er konklusionen? Vi snakkede en del om venskab og om Newbold, men en ting, samtalen hjalp mig med at sætte nogle intelligente ord på, er, at jeg nok automatisk føler mig tiltrukket af de venskaber, hvor jeg føler, jeg får noget igen. Dette er måske ikke den dybe tallerken, men ikke desto mindre en blogningsværdig tanke: At de fleste af vores venskaber faktisk er koncentrerede om os selv.
Når vi snakker med nogen og giver noget af os selv, så gør vi det for at få noget igen. Og får vi ikke en respons i form af interesse og opmærksomhed, så søger vi automatisk videre efter et venskab, der “virker”. Det er ikke, fordi vi laver en sådan bedømmelse bevidst - sætter os ned, laver en liste og derpå peger ud, hvilket venskaber, der er mest givende - men det er en helt naturlig drivkraft i os alle sammen. Du føler for at være mere sammen med en person, som du synes gengælder din opmærksomhed og interesse.
Vi indgår ikke venskaber for selv at være venner, men for at få venner. Vi indrømmer det vel indirekte, når vi opmuntrer folk til at investere i deres venskab eller ægteskab. Investering er jo ikke at opgive noget, men at give noget med en forventning om at få det tilbage igen, måske endda i større mængder. Og sådan tænker og gør vi i alle sociale forhold.
Men er det nødvendigvis forkert? Fra et kristent synspunkt må vi jo erkende, at Adam blev skabt med behovet for en anden person, men til gengæld står det frit til os at besvare, om det skyldtes, han savnede kærlighed - eller om han simpelthen havde kærlighed i overflod uden at have nogen at give det til?
Jeg har ingen fantastisk konklusion på alle disse tanker, bortset fra at jeg selv vil prøve at være lidt mere opmærksom på ikke kun at søge de venskaber, der virker til at gavne mig mest, og hvor jeg hurtigst får noget givet tilbage.
Mit andet problem er så, at de andre venskaber føles ‘kunstige’, fordi jeg ikke nødvendigvis føler så meget for dem, selv om jeg synes, jeg giver noget. Hvordan slipper man af med den følelse og får overbevist sig selv om, at den slags venskaber også er legitime? Tilmed gode?
Lagt i Gode råd, Moral og etik, Psykologi
