Det går godt for Ny Alliance: Hver dag hører man en stribe nye historier i medierne om medlemmer, der melder sig ud, måske et folketingsmedlem eller formanden for en lokalkreds, udover de mange menige medlemmer, der begynder at blive flove over projektet. Det hele er gået i kage.

På et ideologisk plan er det ret interessant, da hele konceptet fik liv, og partiet blomstrede på sin pragmatiske tilgang til politik. De var ligeglad med hvem de samarbejdede – så længe de fik magt – og deres filosofi var deres valgprogram og de sager, de nu som medlemmer kunne blive enige om. Khader lokkede medlemmer til med de meget smukke ord om, at partiet ville blive formet præcist som dets medlemmer ønskede det, og så ville tiden ellers vise, hvad de stod for. Medlemmerne vidste naturligvis, hvad de hver især ville (dem der ikke bare var forelskede i Naser Khader som integreret indvandrer), og man skænkede det ingen tanke, at der ikke var noget som helst fælles udgangspunkt. Partiet var ikke bare rummeligt og demokratisk – det havde en decideret identitetskrise fra dag 1.

En grim sag med en idiotisk sladderbladsredaktør uden skyggen af samvittighed (Qvortrup) fik Naser Khader til at te sig uprofessionelt. Dermed mistede man tiltroen til Khader som leder af partiet, og Qvortrup opnåede sådan set, hvad han ville (syg verden vi lever i). Dette betød ultimativt, at Ny Alliance mistede en masse vælgere, og deres indflydelse blev minimal, men den var der endnu. Den skulle de dog siden hen miste, og nu kommer vi til min magiske pointe med dette indlæg. Det er her, at et begreb som “skæbnens ironi” gør sig gældende.

Pragmatismen, der i starten havde givet dem vækst og opblomstring, endte med at give dem dødsstødet. Partiets ideologiske følgesvend stak simpelthen partiet en kniv i ryggen, fordi “det var det, der virkede” (hvilket netop er pragmatismens motto). Helt konkret skete det, da Folketingskandidat Malou Aamund i går skiftede parti og dermed satte partiet helt udenfor indflydelse, samtidig med at regeringen og DF igen fik et flertal. Hendes begrundelse lød: “Jeg føler, jeg bliver nødt til at være loyal over for de mærkesager, som jeg er gået til valg på, og derfor søger jeg optagelse i Venstres folketings­gruppe.”

Når loyaliteten er overfor de helt konkrete sager, man gik til valg på – og man ellers er ligeglad med det ideologiske grundlag – så er selve partiets eksistensgrundlag skrøbeligt. Og det dummeste nogen kan gøre er åbenbart at gå til valg på sager frem for på den ideologi, der åbenbart stadig giver socialisterne, liberalisterne og fascisterne styrken i dansk politik. Nå ja, og så skal man lade være med at miste besindelsen over nogle sladderblade…

Og så vil jeg i mellemtiden være stolt af, at jeg stemte SF, selv om flere venner blev ved med at insistere på, jeg burde stemme NA.