Her følger en lille anmeldelse af Stephen King’s bog, Cell, som på dansk hedder Puls. Jeg læste den på engelsk.

Handling: Clay står ved en isbod i Boston, da helvede pludselig bryder løs. En person taler i en mobiltelefon og går i samme øjeblik amok, taler kun nonsens og virker kun opsat på vold, ja, mord. Det samme rammer alle andre, der løfter mobiltelefoner til øret, og tragisk nok er det menneskers første reaktion, når de ser kaos – når de ser bevidstløse mennesker, der har brug for ambulance – når de vil ringe hjem og sige, de med gode grunde bliver forsinkede, eller når de vil spørge, om alting er alright derhjemme. Clay har ikke en mobiltelefon, men det har hans søn, og Clay finder snart ud af, at hvis hans søn løfter mobilen til øret, så sker der det samme med ham, som der sker med alle andre. Hans hukommelse slettes, og noget nyt, noget langt værre, bliver sendt ind i hans hjerne. Opsat på at få fat i sin søn begynder Clay rejsen hjemad i selskab med en mand, Tom McCourt, og en 15-årig pige, Alice Maxwell, han tilfældigt møder på vejen.

Vurdering: Puls er dedikeret til Richard Matheson, forfatteren bag I Am Legend fra 1954, og George A. Romero, manden bag zombieklassikerfilmen, Dawn of the Dead. Forbindelsen mellem disse personer og Puls er konceptet, zombieer. Stephen King leger med ideen om, at hele verden pludselig bliver fjendtligt territorium, idet alle mennesker i løbet af kort tid bliver forvandlet til rovdyr.

Frygten består i enten at blive revet i stykker og maltrakteret eller – endnu værre – at blive én af dem. Begge skræmmeelementer forstår King som gysets mester at spille på. Men zombie-konceptet er kun interessant for King og sikkert også for de fleste læsere til en vis grænse. Han bygger derfor videre på konceptet og gør galningene til noget mere end det, vi kender fra filmene, og dermed bliver handlingen også mere interessant og medrivende.

Puls er ikke et litterært mesterværk. Bogen er for litteratur, hvad Big Mac er for mad. Nogle mennesker er for fine til at indrømme, at den smager godt og fokuserer i stedet på, at den ikke giver mange vitaminer eller gør én til et sundere menneske. Heldigvis er bogen heller ikke så lang, så trænger man til at slå hjernen fra med en god og medrivende historie uden hold i virkeligheden, så er og bliver Puls en dejlig bog. Den spiller lidt på nogle antropologiske og teknologiske temaer, der er ganske underholdende, men der kan næppe læses særlig meget ud af det, hvis man skal være fair.

Man skal ikke forvente nogle fantastiske personkarakteristikker, men til forskel fra Dan Browns Da Vinci Mysteriet, så har King dog sørget for det mest basale: En hovedperson, man kan forstå og have sympati med, og en god og troværdig kemi mellem denne og de øvrige karakterer i bogen. Med god vilje bliver man også rørt undervejs, ikke mindst i slutningen.

King vidste, hvad han havde gang i, da han skrev den her. Desværre filmatiseres den af splatterinstruktøren, Eli Roth, der i forskellige interviews afslører, at han ikke rigtigt fatter, hvad han har med at gøre. Peter Jackson er jo desværre optaget af Hobitten, han havde ellers det rette CV, da Cell kunne have været det perfekte møde mellem King Kong og hans gamle slasher-komedier (f.eks. Breaindead). Man kan ik være lige heldig hver gang.