(Følgende er for folk med barnlig fascination for alt, der lugter af computer)

Alle folk bliver ved med at spørge mig: ”Fantastiske Lars, hvad er det sejeste ved at eje en Nintendo DS (som jeg så frygtelig gerne ville købe, så jeg kunne være lige så cool som dig)?” Og det er klart, at da folk har talt således til mig så længe, så har svarene været forskellige, da sandhed jo er et koncept i evig forandring. Lige for tiden er svaret dog: Wolfenstein 3D.

Nogen husker måske, da dette smukke spil først kom på markedet i al sin vælde og politiske korrekthed. Plottet er ligegyldigt, men konceptet er, at en mand pløkker folk fra Dansk Folkeparti ned, mens man bevæger sig op gennem deres borg for til sidst at få ram på fyren med det lille overskæg. Så er der også noget med, at de har hemmelige planer om at rejse en zombie hær, men det er jeg ik kommet til endnu.

“Men fantastiske, Lars,” vil nogen så spørge, “man kan da ikke få det spil til sin Nintendo DS?” Det kan man nemlig. Man skal først investere i noget grej, så man kan køre homebrew – selv bruger jeg M3DSS – og så kan man ellers downloade programmer og spil fra Internettet til sin computer og putte på det kort, man stikker i sin DS. Desuden kan den køre musik og film og vise billeder. Hvor meget plads? Jeg købte 2GB, men det er nok lige i overkanten.

Næste skridt er at gå til denne side og hente Wolfenstein 3D, og vupti! Så er man ellers tilbage i starten af 90′erne, hvor små børn for første gang mærkede på egen krop, hvor berusende dejligt det kan være at skyde andre folk i hovedet. (Hmm, kan være det er derfor, det ikke er så let tilgængeligt.) Så nu ved I, hvad Lars (af og til) laver i pausen mellem Foundations of Pastoral Studies-lektionerne. “Tratatatattata! HAHA! DIE, DIE, DIE!!”