På Danmarks Radio sendte de i 2. del af Aftenshowet d. 4. oktober en opfølgelse på dokumentaren om Evangelist – et interview med Lena Løbners datter, der brød med Evangelist. Du kan selv se det på deres hjemmeside, hvis du er hurtig, som jeg var. Jeg har ikke set dokumentaren om Evangelist endnu, men fik min mor til at optage den, og hun har sendt den til England på DVD, så den skulle snart være her. Foreløbig lige et par betragtninger fra og kommentarer til interviewet med Anne Løbner Vegger.

Hun nævner sine forældres skilsmisse, og hun forklarer, at hendes far blev mere og mere ateist, mens hendes mor blev mere og mere ekstrem kristen.

Kommentar: Det lader til at være sådan vi reagerer på hinanden på det religiøse og åndelige plan. Når den ene går mod en yderpol, så har den anden som regel valget mellem to måder at reagere på. Man kan gå med, eller man kan gå i en helt modsat retning. Går man i en modsat retning (skarp ateisme), så accellerer den anden også i sin retning (radikal fundamentalisme). Jo mere radikal, desto mindre tolerance, desto hårdere konfrontationer og desto hårdere (familie)splittelser. Denne proces synes at gentage sig, hver gang Evangelist blander sig, alene fordi de er så yderliggående, kunne det se ud til. Dette understreger nødvendigheden af Dialogcentret, der så kan give de implicerede et mere nuanceret indtryk af kristendommen.

Hun siger, at som barn måtte hun ikke lege med ikke-kristne børn, og hun måtte ikke gå til selvforsvar, fordi “de var i direkte kontakt med Satan”. Værtens ansigtudstryk er dybt vantro, og han spørger: “Hvordan det?” Hun siger, at det var noget med, at de mediterede, men at hun stadig ikke forstår argumentet.

Kommentar: Dette er i sig selv en skæg måde at gribe det an på fra værtens side, for forventer han virkelig, at hun skal forklare årsagen til dette forbud, som om der var en meningsfyldt grund? Nej, en egentlig begrundelse kommer (som forventet) ikke frem, og den får lov at hænge i luften. Der kunne dog være en god begrundelse. Personligt ville jeg aldrig selv gå til selvforsvar, da de fleste kampsportsgrene fra Østen bygger på en filosofi om, at mennesket har en overnaturlig kraft i sit indre kaldet “chi” (deraf også navnet tai-chi). Ideen er, at man skal søge ind i sig selv og finde denne nærmest guddommelige kraft frem. Kristendommen lærer dog tydeligt, at synden bor i os, og derfor harmonerer det ikke med kristen tankegang. Man skal ikke være ekstrem evangelist for at forbyde sine børn at gå til selvforsvar og yoga, og hvad der ellers – tydeligt for enhver, der studerer filosofien lidt nærmere – indebærer religiøs forkyndelse fra Østen. Dette bare sagt som en kritik til lidt af fokusset i interviewet.

I et klip fra dokumentaren, erklærer Christian Hedegaard sin kærlighed til danskerne ved at beskrive, at han kunne spise dem til morgenmad, middagsmad og aftensmad.

Kommentar: “Første gang så la’ vi ham gå, anden gang så ligeså, men tredje gang, så ta’r vi haaaam – og putter ham i gryden!” Meget uheldig Hans-og-Grete-metafor, CH kommer til at benytte, men så skal der naturligvis ikke lægges mere i dét. Det er ikke meget anderledes, end da Bush kom til at erklære Nelson Mandela død.

I samme klip siger Hedegaard, at han er visionær, at han drømmer (er god til det), og tilmed at han ser ting, der ikke er der.

Kommentar: Jeg havde måske kunnet følge ham, hvis han havde sagt, at han kunne se ting, andre ikke kunne se. Men det gjorde han ikke.

Tilbage i studiet tilstår Anne, at hun aldrig selv har mærket nogen “kraft” i forbindelse med håndspålæggelserne. Hun siger, at når de forsøgte at bede for hende og lagde hænderne på hende, så faldt hun måske på kommando og skreg lidt, som de andre gjorde – ikke fordi hun mærkede noget, men fordi ellers ville forbederne ikke lade hende være.

Kommentar: Det åbenlyse spørgsmål er naturligvis: Mon hun er den eneste hos Evangelist, der har været nødt til at fake sådan en oplevelse? Desværre kunne nogen seere også slutte, at dette ALTID er tilfældet, hvilket dog ikke behøver at være rigtigt. Et andet spørgsmål er så, hvad er det egentlig for en kraft, nogen mærker (de, som mærker den)?

Hun siger så, at hun fandt ud af, at Evangelist ikke var noget for hende løbende, og hun nævner to kriterier i flæng. Deres handlinger stemte ikke for det første ikke overens med bibelen og for det andet ikke overens med andres [andre kristnes] praksis. Svaret hun fik fra Evangelist, når hun spurgte hvorfor de gjorde ting, var, at “det siger Gud, at vi skal”.

Kommentar: Samme retorik har jeg selv været udsat for, da én af Christian Hedegaards venner ringede mig op for at bede mig om at lade være med at skrive kritisk om Evangelist. Igen og igen brugte han formuleringer som “Gud græder over det, du laver” – hos Evangelist finder man en meget klar overbevisning om, hvad Gud vil og ikke vil, og dette står ikke til diskussion, slet ikke ud fra bibelen. Gør man ikke som Evangelist, så forbryder man sig mod Guds vilje og gør sig til et mål for dæmoner.

Anne siger, at hendes mors retorik generelt var “mærkelig” – bl.a. nævner hun, at hun ikke måtte være sammen med én, fordi vedkommende havde haft sygdom.

Kommentar: Dette påbud er særlig interessant i forhold til Evangelist i forhold til hvad hun ellers nævner, som kunne passe på andre kristne. Hos Evangelist lærer man, at sygdom rammer de vantro, mens de troende kan beskytte sig med Kristi autoritet.

Anne siger, at hun spurgte sin mor, om hun hellere så hende “død i en rendesten”, end at hun gik til en privat fest. Lena Løbner svarede efter sigende koldt ja. Da besluttede Anne sig for at forlade Evangelist. Hun boede hos sin far en kort periode, men han ønskede ikke, at hun blev boende. Hun vendte tilbage til sin mor, og blev verbalt disciplineret i et lokale med Lena Løbner, Camilla Holstein, Christian og Karen Hedegaard i “flere timer”. De gav hende et ultimatum: en time til at omvende sig ellers skulle hun flytte ud af Gørløse.

Kommentar: Disciplineringen lyder meget som hos Jehovas Vidner, hvor man også sidder ved et bord overfor “menighedens ældste”, mens de vurderer én og skælder ud. Det skarpe enten-eller ultimatum viser meget tydeligt, hvor dualistisk sort/hvid Evangelists opfattelse af verden er.

Hvad er så svaghederne ved dette interview? Der er selvfølgelig den åbenlyse, at kun datteren er til stede for at fortælle historien. Desuden bringer journalisten jo frem, at mor og datter ofte har uoverensstemmelser, når datteren er 15 år gammel – som Anne jo var, da hun forlod Evangelist. Et andet interessant spørgsmål kunne være Annes forhold til Gud og til kristendom generelt, men dette bliver ikke taget op i interviewet. Hun har dog valgt at flytte sammen med sin kæreste før ægteskabet, men hendes anstrengte forhold til både sin far og sin mor antyder, at hun ikke har en social begrundelse for at foretrække den ene side frem for den anden. Spørgsmålet må stå ubesvaret.

Om disse ting så er nok til at tilbagevise hele hendes historie og ikke tage den alvorligt, det må jo være op til den enkelte. For mit vedkommende var det interessant, fordi jeg ikke anede, at Lena Løbner havde en datter, og så er der endnu en historie i rækken om Evangelists ledere.

Update d. 14. Oktober: Evangelists har i sit modsvar valgt at fokusere mere på, at Anne ikke helt er myndig. I forlængelse af mine spekulationer omkring hendes indstilling til kristendommen, så er hun efter eget udsagn ikke kristen.