(Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2007/08/14/221935…)
En nyhed jeg undlod at kommentere i mit sidste (lidt pjattede) indlæg er den om, at Mogens Lykketoft har kaldt Anders Fogh Rasmussen “farlig” i en kronik i Politiken. Dette er én af dagens store overskrifter hos Public Service-kanalerne, og man har interviewet flere toppolitikere for at se, om de ville benytte sådan et ord om Anders.
Da jeg så det på TV, tog jeg mig bedrøvet til hovedet. Når en journalist spørger “Kunne du finde på at kalde statsministeren farlig?”, så bliver enhver politiker selvfølgelig bange for at anvende ordet, og pludselig skiller Lykketoft sig ud fra alle de andre, der kunne være faldet i samme fælde. Hvorfor er det meget værre end Søvndal, der i stedet omtaler Fogh som en “kynisk fantast”?
Og hvad nu hvis de (den ene, den anden eller begge to) har ret - skal de så ikke sige det? Men selvfølgelig er det et problem, at personangreb får så meget plads i tv-dækningen af den politiske debat. Selv interviewerne på TV2 og DR virker ofte mere interesserede i at få frem, hvad politikerne synes om hinanden, end hvad de synes rent politisk. Jeg så også et langt interview med Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen (tror jeg det var), hvor oplægget var akut kræftbehandling, men diskussionen gik ikke på selve ideen, men på “hvem fik den først” og “hvorfor først nu” og “hvem har sovet i timen”, osv. Det mest ulidelige var dog, at det var TV-værten, der styrede diskussionen i denne retning.
Dette er et ret stort problem, når man (som mig) forsøger at gennemskue, hvem man ville stemme på ved et evt. folketingsvalg - man præsenteres nemlig ikke for, hvad politikerne vil, men bliver i stedet bombarderet med ligegyldige indtryk af, hvad de synes om hinanden som personer.
Gid medierne ville vende fokus mod de politiske begrundelser i stedet. Kunne vi så i det mindste få lidt mere frem, hvorfor Lykketoft kaldte Fogh farlig? Hvad var egentlig sammenhængen, han skrev det i?
Lagt i Nyhederne