Posted by: Lars Dorland | 15. august, 2007

Dagens nyheder

Med fare for ironi, måske endda sarkasme, kommer der lige nogle yderst subjektive kommentarer til dagens overskrifter. Om de så er repræsentative for, hvad jeg faktisk mener … ?

Nazister vil demonstrere i Kolding
(Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2007/08/15/154259.htm)

På Lørdag kan folk i Kolding bevidne en flok mennesker, der synes, at Hitlers stedfortræder Rudolf Hess er værd at erindre. Jeg har lidt svært ved at forstå, at den slags faktisk kan gå lovligt for sig. Racisme er ikke okay - det kan man blive dømt for - men “nazisme er jo okay”. Det er jo bare en harmløs ideologi, der på 4-5 år kostede små 50 millioner mennesker livet…

“Den hemmelige krig” var redelig nok
(K: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2007/08/15/073829.htm)

Nogle journalistprofessorer har konkluderet, at en dokumentarfilm, som politikerne ikke var helt tilfredse med i december, faktisk levede op til (en eller anden) standard og på et eller andet plan alligevel kan tages seriøst. Nu er jeg ikke selv så amerikansk i det - det må have noget at gøre med, at jeg er lidt for glad for SF - men faktisk misunder jeg ét forhold derovre: Alle kan påstå, hvad de vil, og hvis en fed fyr uden nogen form for uddannelse påstår, at Bush stod bag angrebet d. 11. september 2001, så er amerikanerne klar til at tro ham, hvis han da forstår at levere det med lidt humor (go’e gamle Michael Moore). I Danmark kan du dog skyde penge, forskning og professionelt arbejde i en dokumentarfilm, men hvis politikere og spindoktorer kritiserer nogle overflødige flag, så lukkes debatten.

Strip og fadøl skal ikke betales af offentlige kroner
(K: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2007/08/15/115739.htm)

Landbo Ungdom har holdt nogle arrangementer, der ikke har været så populære hos Fødevareministeriet. Problemet har været øl og striptease og i en eller anden overført forstand er det jo (som så meget andet) på skattebetalernes regning, og det gør jo spørgsmålet endnu mere interessant. Nogen vil måske spørge: ”Hvad har folk dog imod lidt strip og et par fadøl?” Det selvfølgelige svar er (måske), at det jo ikke er alle skattebetalerne, der får glæde af det. Estimated guess…

Beviser stjålet fra en stor hashsag
(K: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/kriminalitet/2007/08/15/101107.htm)

16 fyre er tiltalt for at have solgt en masse hash. I tirsdags stjal nogen så nogle harddiske fra Københavns Byret i en eller anden naiv tro på, at så ville alle pludselig glemme sagen og lade de 16 gå fri. Hvem tyvene end er, så har vedkommende vist røget lidt for meget. Men i det hele taget et tankevækkende tyveri. Tænk at stjæle noget, man ikke vil have, men som man bare vil have, andre ikke har. Hvad gør man så med det, når man har det? Havde det været i gamle dage (papirer og dokumenter i stedet for harddiske), så havde de nok røget det.

Hackersigtet i Rasmussen-sag løsladt
(K: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/kriminalitet/2007/08/15/160401.htm)

Hackeren hackede sig ind i Rasmussens mailbox, fandt nogle svedige e-mails og ville derpå sælge dem til B.T.. De kan dog ikke have været særlig interessante, for B.T. valgte i stedet at lave en god historie ud af, hvordan de derpå meldte hackeren til politiet (hvilket også var billigere). Nu er han så på fri fod igen. Men er det nu også sikkert at lukke en fyr som ham, hackeren, ud på gaden igen? Jeps, for ude på gaden finder han ikke trådløst Internet, som han gør i fængslet.

Leave a response

Your response:

Kategorier