Jeg skal formodentlig til England og studere næste år – hvis Newbold College optager mig, og hvis jeg ikke bliver ramt af en lastbil næste uge. En ting, jeg har gået og spekuleret på, er, hvordan jeg slipper udenom at skulle lære folk at udtale mit navn. Ikke at det er noget, jeg plejer at gøre mig umage med, da jeg er ret tilfreds med deres forsøg. Men af en eller anden grund er folk aldrig selv tilfredse med deres egen udtale, så de beder mig om at gentage det igen og igen og igen – ret belastende, hvis jeg skal igennem det til efteråret. Så derfor vil jeg skaffe mig et engelsk mellemnavn, jeg kan bruge. Så er spørgsmålet bare: Kan man det?
1. maj indførtes en ny navnelov, og det betyder, at man ik bare kan skifte eller slette navn gratis længere. Hvad kan man så mht. mellemnavn? Jeg har netop fundet Navneloven via retsinfo.dk, det er dog ikke så ligetil at link’e direkte til den, men her følger dog nogle citater.
Efternavne, der her i landet bæres af 2.000 personer eller færre, er beskyttede og kan ikke tages af andre, jf. dog stk. 2.
Selv om dette ikke umiddelbart har noget med min mission at gøre, så er det ret opmuntrende læsning. Så behøver jeg ikke frygte, at nogen vildtfremmede mennesker pludselig snupper mit stolte huguenottiske slægtsnavn, Dorland. Ja, for det er naturligvis kun vildfremmede, der ville gøre det.
§ 11. Som mellemnavn kan tages:
1) Et navn, der tidligere har været ansøgerens mellemnavn.
Jeg har engang haft Dorland som mellemnavn, da jeg stadigvæk hed Hansen til efternavn. Så slettede jeg Hansen (eller min far gjorde det for os), og Dorland blev så mit efternavn - hvem gider også hedde Hansen? Kender naturligvis nogen, som gør, men jeg har da også husket at drille vedkommende med det. Men nu er Dorland så mit efternavn. Dog tvivler jeg på, at det ville være hensigtsmæssigt (eller lovligt, for den sags skyld) at hedde Lars Dorland Dorland.
2) Et navn, som den pågældende kan tage som efternavn.
Jeg kan altså frit kalde mig Lars Jensen Dorland, såfremt der er over 2.000 personer, der hedder Jensen til efternavn (og ja, det må der jo være). Men jeg er dog på jagt efter et fornavn, jeg kan bruge som mellemnavn – altså et mellemnavn, jeg kan bruge som fornavn.
3) Et navn, der bæres eller har været båret som mellemnavn af ansøgerens forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller tipoldeforældre.
Jeg kan altså frit kalde mig Lundquist efter min mor. Men som sagt er jeg ikke ude efter efternavne, men fornavne. Min fars mellemnavn var Erling. Det er nok ikke lige mig, og så tvivler jeg på, at englænderne har lettere ved at sige Erling end Lars. Min farfar hed Arne til mellemnavn (Jens Arne Hansen). Arne er dog heller ikke mig, ej heller særlig engelsk. Min morfar hed derimod Edward (Knud Edward Birch Petersen), som går vældig godt på engelsk – dog er det ikke pænt. Mine oldeforældre kender jeg ikke navnene på.
4) Et navn, der kan tages som fornavn efter § 13, stk. 1, uanset hvilket køn det pågældende navn betegner.
Mine damer og herrer, der er altså nogen form for ligestilling mellem kønnene i Danmark. Men lad os så kigge på § 13, stk. 1, da det virker til at være relevant for mig.
§ 13. Som fornavn kan tages et navn, der er optaget på den liste, der er nævnt i § 14, stk. 1, eller som er godkendt efter § 14, stk. 3.
Se, det er dét, jeg hader ved jura. Nå, videre, først § 14, stk. 1:
§ 14. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender offentliggør en liste over drenge- og pigenavne, der kan tages uden godkendelse efter stk. 3.
Ok, så jeg skal være forberedt på at søge en form for godkendelse, hvis ikke jeg står på en magisk liste (som jeg ikke aner, hvordan jeg opdriver). Og det andet, jeg skulle kigge på:
Stk. 3. Efter ansøgning godkendes et navn, der
1) er et egentligt fornavn,
2) ikke er uegnet til at blive anvendt som fornavn her i landet og
3) ikke er upassende eller kan vække anstød.
Så hvis ikke det navn, jeg ønsker, står på den magiske liste, så skal navnet opfylde disse krav. Hvad menes mon med “et egentligt fornavn”? Det er nok noget, som man kan være sikker på ikke er et efternavn. Og det må ikke være “uegnet til at blive anvendt som fornavn her i landet”. Betyder det, at det ikke må være svært at udtale? Så skal man vel bare passe lidt på konsonanterne og antallet af stavelser, tænker jeg. Og mit navn må ikke vække anstød. Gad vide om det udelukker nogle af de seksuelle referencer, jeg ellers lige overvejede?
Men fair nok, nogen der ved hvor jeg kan finde den dér offentliggjorte liste? Selv om det måske er lidt kedeligt bare at finde sit navn på en liste. Ellers tager jeg også gerne imod forslag til engelske navne (gerne med en tilhørende etymologi). Der står lidt mere om proceduren længere nede i navneloven, men det kigger jeg på senere.
Indtil da kan du kalde mig Hr. Lars Dorland.






Liste over godkendte danske navne: http://www.familiestyrelsen.dk/navne/1/
By: Andreas Joensen on 06/05/2007
at 10:49 pm
Tilbage i sidste årtusind engang søgte jeg om at komme til at hedde Niels Tvesok Christian Christiansen (Eller var det Niels Christian Tvesok Christiansen, jeg kan ikke engang huske det mere. Det er også otte år siden.).
På grund af de dengang gældende regler (det, der nu svarer til ovennævnte § 14, stk. 3) kunne det ikke lade sig gøre, men jeg tror nok, at jeg samtidig med afslaget blev gjort opmærksom på de skiftende vurderinger for nye navne, og at jeg derfor ved en senere ansøgning måske godt ville kunne komme til at hedde Tvesok.
Så blev reglerne lempet, men jeg fik ikke lige taget mig sammen til at søge igen, og det var egentlig heller ikke så vigtigt for mig længere, og nu er de så blevet strammet igen, og jeg er begyndt at gå i ens sokker (af mig selv for 1½-2 år siden (primært for at se, hvordan folk reagerede)), på trods af, at min dansklærer i gymnasiet havde opfordret mig til altid at blive ved med at gå i forskellige, så nu er jeg egentlig ikke rigtig interesseret længere.
Det vigtigste for mig er takfisk at hedde Christiansen, fordi det udtrykker
1: At jeg er Christians søn
2: At jeg er af en kristen slægt
Jeg kunne godt skifte til Nielsen, for det hedder nogle af mine forfædre (De hed nemlig stort set allesammen Niels Christiansen, Christian Christiansen, Christian Nielsen eller Niels Nielsen (i hvert fald ud af en bestemt tangent)). Så ville jeg hedde Niels Nielsen, og det lyder jo sjovt, plus mine børn ville komme til at hedde Nielsen, hvilket ville udtrykke
1: At de var Nielses søn
Men jo desværre ikke, at de
2: Var af en kristen slægt
Og på grund af sidste faktor, har jeg ikke tænkt mig at skifte, men “Mission”, som du foreslår i overskriften, synes jeg da er et meget godt bud ellers ;-)
By: tvesok on 07/05/2007
at 9:09 am
Jeg troede ellers at navneloven lige var blevet så liberal. At man kunne tage en næsten hvilken som helst navn, f.eks ens forældres fornavne med -sen lige som i ganle dage.
Det er ellers en god idé med et engelsk navn. Selv hedder jeg Anne, det er jo såkaldt internationalt, men på engelsk bliver det “Aann” – og det hedder jeg bestemt ikke, heldigvis. Så hvis vi bliver i Australien i årevis skifter jeg nok navn til “Anna” det klinger mere naturligt.
By: Anne on 07/05/2007
at 1:53 pm
Ifølge kommentaren til navneloven kan kælenavnsformer, titler (greve, baron m.v.), præpositioner (von, dé m.v.) og tal ikke benyttes som fornavne. Med hensyn til navneord, afhænger det af traditionen: Rose, Viola, Ulv og Bjørn har der været tradition for, modsat fx Urtepotte.
Med hensyn til at navnet ikke skal være uegnet som fornavn menes, at der fx skal være tale om latinske bogstaver og at diverse tegn ikke kan indgå i navnet.
By: Robert B on 17/05/2007
at 9:34 pm