Jeg havde en temmelig grum episode, hvor jeg mistede min iPod. Det vil jeg ikke snakke om, til gengæld vil jeg gerne præsentere erstatningen, som var noget billigere end at købe en ny iPod: En håndholdt spillekonsol kaldet Nintendo DS Lite .

Umiddelbart kan den jo give lidt associationer til GameBoy, men jeg tror at Nintendo er træt af det navn, fordi det runger af noget klassisk (og dermed primitivt). Nintendo DS Lite er 2006’s svar på GameBoy’en. Den udmærker sig ved at have 2 skærme, den nederste er desuden en touch screen, og der følger en sjov lille pen med den. Spillene er naturligvis blevet væsentlig flottere og større. På en almindelig DS diskette (eller hva sådan en chip nu hedder), kan der være over 1GB, så der er virkelig plads til store spil i forhold til, hvad man har været vant til. Den nye maskine har mange blærede funktioner og muligheder, som man tidligere nok kun kunne drømme om.

Alligevel har jeg så valgt at købe et spil, som er en slags cocktail af NEStalgi og ny teknologi, den såkaldte “New Super Mario Bros.” Ligesom i de gode gamle dage går banerne fladt fra venstre mod højre, og der er i spillet så godt som ingen historie, udover at Mario skal befrie sin tilfangetagne prinsesse Peach. Melodierne har heldigvis heller ikke ændres sig, selv om lydkvaliteten har, og svampene er lige så fatsvage og derfor lige så sjove at hoppe på eller beskyde med ildblomster.

Nu har jeg noget at lave under forhandlingsmøderne til Adventistkirkens generalforsamling. (Denne bemærkning var selvfølgelig bare for sjov, må jeg hellere lige tilføje.)