Dan 5,1 – 3

Kong Belshassar holdt et stort gilde for sine tusind stormænd og drak vin sammen med dem. Under påvirkning af vinen befalede Belshassar, at man skulle hente de kar af guld og sølv, som hans far, Nebukadnesar, havde ført bort fra templet i Jerusalem, så kongen, hans stormænd, hans hustruer og medhustruer kunne drikke af dem.

Vi er til fest i Babylon, mens jøderne er i eksil.

Kong Nebuchadnessar havde i begyndelsen gjort alt for at vise jøderne, at hans guder var stærkere end Israels Gud. Hans største demonstration, som han selv så det, var dog indtagelsen af Israel. Jeremias havde advaret jøderne længe og opfordret dem til at underlægge sig den babylonske konge. Det blev der ikke noget af, så til sidst jævnede Babylon Israel (og ikke mindst Jerusalem) med jorden og tog en stor portion af jøderne med sig og spredte dem udover det babylonske rige – en effektiv måde at svække sine fjender på, og vi ved, at det ikke var den eneste gang, Babylonerne praktiserede dette. Ovenpå nogle drømme og oplevelser blev den babylonske konge dog omvendt helt ind til hjertet, og før kongedømmet blev givet videre erkendte han helt ind til det inderste, at Gud er mægtig og retfærdig og “Den, der vandrer i hovmod, kan han ydmyge” (Dan 4,34).

Der fandtes næppe større hovmod end den, som Kong Belshassar demonstrerede ved at drikke vin fra offerkarrene, som stammede fra selveste Israels tempel i Jerusalem, det tempel som Nebuchadnessar havde smadret. En hånd kom til syne og skrev den berømte skrift på væggen (deraf kommer også talemåden “at se skriften på væggen”), og jøden Daniel blev kaldt ind til at tolke den. Tydningen var at riget skulle tages fra Belshassar og gives til den medisk-persiske konge, Kyros. Belshassar troede på ham og med god grund, for samme nat blev han dræbt, og kongeriget blev taget fra ham og hans folk.

Grunden til at jeg egentlig tænker på denne beretning er, at vi for tiden er ved at læse Daniels Bog i et par studiegrupper (én i Østervrå og én i Aalborg). Da vi snakkede om dette kapitel, kom én frem med, at nyere forskning viser, at denne beskrivelse ikke kan være historisk korrekt. Fejlen findes efter sigende i det allerførste vers. “Kong Beshassar” står der. Efter Nebuchadnessar (eller Nebuchadressar) var der ingen konge, som hed Belshassar, derimod hed han Nabonidus. Belshassar, derimod, var kun kronprins.

Øv! Hvis Daniel virkelig havde været dér, som han selv påstår, mon han så ikke havde vidst, hvem der egentlig var konge på dét tidspunkt? Forskningen tager modet fra mange, men nogen gange ender det, som først taler imod bibelens sandfærdighed, faktisk med at tale for den.

Dan 5,13 – 17

Derpå blev Daniel ført frem for kongen, og kongen spurgte Daniel: »Er du den Daniel, der hører til de bortførte fra Juda, som min far, kongen, bragte med fra Juda? Jeg har hørt om dig, at du har gudernes ånd i dig, og at du besidder skarpsindighed, indsigt og fremragende visdom. Vismændene og besværgerne blev ført frem for mig for at læse denne skrift og give mig dens tydning; men ingen af dem var i stand til at tyde ordene. Nu har jeg hørt om dig, at du er i stand til at give tydninger og besvare vanskelige spørgsmål. Hvis du kan læse skriften og give mig dens tydning, skal du klædes i purpur, have en guldkæde om halsen og være den tredjemægtigste i riget.«

Gad vide, hvorfor kronprinsen ikke bare tilbyder Daniel at være den næstmægtigste? Svaret findes i den forskning, som bliver brugt mod bogen: Fordi Belshassar selv kun var den næstmægtigste, og han kunne vel dårligt tilbyde Daniel sin egen plads! Teksten understreger dog, at Belshassar sin titel til trods har fungeret som konge i Babylon. Hvad Nabonidus så har gået at lavet, det gad jeg godt vide.

Jeg er ikke så erfaren, hvad den her slags angår (endnu), men jeg tror ikke, vi har noget at frygte fra forskningen og arkæologien. Gang på gang synes den egentlig bare at bekræfte Daniels Bog, ikke omvendt. Her var ét eksempel.