(Hejsa! Kom du lige hertil via Google eller anden søgemaskine? Dette indlæg er 2 år gammelt. Hvis du vil se noget lidt nyere, så tjek ud mine indlæg om Janni Mors Laursen og Operation X.)
På det sidste har jeg skrevet en del om Christian Hedegaard, hans organisation kaldet Evangelist, hans skole kaldet Powerskolen og hans by kaldet Gørløse. Det er lidt pudsigt, de har slået sig ned netop dér. Evangelist gør nemlig langsomt sine tilhængere hjælpeløse og ude af stand til at gøre noget andet end dét, som den karismatiske og manipulerende leder Christian Hedegaard vil. Man fristes til at kalde dem “de Gørløse”.
Kan jeg dokumentere for denne påstand? Jeg har kontakt med én, som har forklaret mig flere af de ting, der lurer under den pæne kristne facade. Hun ved det, fordi hendes egen søn på 21 år har været involveret de sidste 2½ år, og han nåede at fortælle hende en del, før han brød kontakten med hende. Derefter har hun selv undersøgt Evangelist og fundet ud af meget mere, bl.a. ved at komme i kontakt med andre i samme eller lignende situation. Hun har også stået frem på Giraffen Forum, hvor hun har forklaret om en meget tankevækkende oplevelse, hun havde i Gørløse. Den kan læses her, og det vil jeg gerne opmuntre dig til.
I sidste brev skrev hun til mig:
“ang det jeg fortæller dig om Evangelist så skal du bare vide at det er fortrolige ting jeg fortæller dig og det er oplysninger fra folk som ikke ønsker at stå frem. Det betyder ikke at du ikke “må bruge” de oplysninger jeg gir dig men vær varsom med hvem du giver dem videre til da de pårørende jeg her fortæller om jo sagtens kan genkendes inden for Evangelist regi og derfor kan give voldsomme problemer for de involverede. Hver ord jeg siger er sandt hvor utrolig det så end lyder også derfor jeg har så svært ved at slippe det.”
Derfor vil jeg heller ikke her poste de øvrige oplysninger, hun har givet mig. Min hjemmeside er nemlig ret let at finde, og efter jeg har udskældt Hedegaard og Evangelist for det egocentriske magtevangelium, de forkynder, har jeg fået rigtig mange hits. Jeg giver gerne oplysningerne videre, men du vil i givet fald skulle kontakte mig først.






Nu har Kira og Janne taget skridtet at offentliggøre nogle af de ting, de før kun delte i det skjulte. Jeg venter stadig spændt på, at Janne skriver sin historie, men Kiras ligger der, og den fortæller udførligt, om Evangelists sekteriske træk, ikke mindst hvad angår isolation og den økonomiske målsætning, der især synes at drive foretagendet.
Gå ind på http://www.kritisk.dk –> Kiras erfaringer.
By: larsdorland on 09/12/2006
at 1:16 am
Hvordan kan man komme ind på Vildkildegaarden? Hvor længe skal man blive der? Hvad koster opholdet? Dette er et seriøst spørgsmål fra en oprigtig ven fra Færøerne
Tak for svaret! Vh mai
By: mai brweckmann on 23/11/2008
at 10:32 am
Du kan sikkert finde ud af det på Vildkildegårds hjemmeside, men hvis du seriøst overvejer et ophold, så vil jeg opmuntre dig til først at tjekke ud, hvilke erfaringer andre har haft med Evangelist på Kritisk.dk.
For flere mennesker har opholdet på Vildkildegård været en ødelæggende og traumatiserende oplevelse. Det skal også pointeres, at stedet ikke på nogen måde er et statsautoriseret behandlingscenter.
By: Lars Dorland on 23/11/2008
at 12:26 pm
Kære Mai og Lars,
Lige en lille hilsen her fra Arnborg.
Jeg hjælper til på Vildkildegård, især i de kritiske dage hvor vi modtager nye beboere. De kommer ofte fra mange år på gaden i et aktivt misbrug. Ødelagte og nedbrudte, men alligevel meget skønne mennesker. Vi har et eneste ønske, og det er at hjælpe dem til et nyt liv, og nogle gange, ved Guds nåde så lykkes det. Andre gange skilles vore veje. Men jeg er faktisk ikke bekendt med tidligere beboere som efterfølgende har betegnet opholdet som traumatiserende.
Jeg vil opfordre dig kære Mai at komme ind på vores chat og så spørge løs. Den er åben hver aften kl. 20-24. Du vil sikkert møde en eller flere tidligere misbrugere derinde som kan fortælle dig om stedet.
By: René Justesen on 09/01/2009
at 7:59 pm
Hej Lars, i alt det du skriver mangler jeg noget konkret i stedet for nogle løse rygter. Det er ikke kun på din side. I dag dør mange af medicin de tager for psykiske sygdomme, og næsten ingen bliver helbredet af at tage medicin, når det drejer sig om psykisk sygdomme. Men Rigtig mange mennesker bliver helbredet af bøn og faste hos Evangelist. De mennesker som kommer i gennem en behandling hos evangelist er ikke “fanget”, de bliver normalt fungerende mennesker, fx med arbejde, hus og familie. Du kan se mange eksempler på deres hjemme side http://www.evangelist.dk.
By: Jan Penuel on 02/01/2010
at 2:57 pm
Jan, du svarer på et indlæg fra 2006. Jeg har skrevet mange indlæg siden om emnet, og der er jo ganske åbenlyst ikke tale om “rygter”, når personerne, der har set og oplevet disse ting, selv står frem og fortæller om det via kritisk.dk. De samme mennesker stod frem i DR-udsendelsen “Gud i Gørløse”, hvor Evangelist også selv indrømmede meget af det (nærmest pralede af at skylle medicin ud i toilettet uden at være uddannet til at tage sådan en beslutning) og Morten Spiegelhauer viste det samme i “Operation X – Besat af dæmoner”, hvor han konfronterede Christian Hedegaard, der svarede noget hen af det samme som dig: “Nå ja, men jeg har set mange gange, hvor det går okay, og så er de mislykkede tilfælde ikke længere Evangelists ansvar.” Det er kynisk og rædsomt.
Mere info: http://dorlandmind.wordpress.com/category/hedegaard/
By: Lars on 03/01/2010
at 11:51 am