Tre år gik jeg i gymnasiet, hvor lærerne tvang én til at læse og genfortælle og fortolke, hvad man læste i alverdens kedelige bøger. Det mest dræbende materiale, jeg har siddet med, har nok været, når jeg skulle læse geografi eller svensk (old-dansk) litteratur. Nu er jeg så færdig med gymnasiet, og jeg er blevet sat fri til at læse de bøger, jeg vil.
Først kastede jeg mig over skønlitteratur, alle de titler man har hørt om i årevis uden at have fundet anledning til at læse mere end et par stykker i ferierne, men jeg nåede ikke engang hele vejen gennem Robert Ludlums “The Bourne Identity”, før jeg følte mig understimuleret på det intellektuelle plan. Historien er skam spændende, og jeg nåede da også over halvvejs, men min interesse pegede pludselig i andre retninger. Måske jeg får læst Bourne færdig på et senere tidspunkt, men for tiden sidder jeg med forskellige teologibøger.
I går blev jeg for eksempel færdig med en bog om Adventismens teologiske udvikling op gennem historien, lige fra dens kaotiske start i 1830′erne, hvor en mand ved navn Miller prædikede, at Jesus ville komme igen i 1844 (udregnet på baggrund af de 2300 dage i Dan 8,14) – og så op til i dag. Men Jesus kom ikke, og det er adventister lige siden blevet drillet med, men ikke desto mindre har årstallet sat sig fast i hukommelsen i adventismen. Bevægelsen blev mere institutionsagtig, og der blev de næste 150 diskuteret alt muligt teologi, og på en eller anden måde kom adventisterne til de meget anderledes synspunkter, de har i dag, hvor de anerkender treenigheden og retfærdiggørelse ved tro og andet vigtigt. Spændende bog, den hedder “På sporet af Adventismen” (oversat fra “A search for identity”) og er skrevet af George Knight.
Derudover, så har jeg jo bidt mig lidt fast i andre teologiske adventistbøger omkring endetiden, om den himmelske helligdomstjeneste, om 1844 og om det allerhelligste, den store forsoningsdag og “den undersøgende dom”. Sidstnævnte er et meget adventistisk doktrin, hvor der argumenteres for, at en slags dom finder sted før Jesu genkomst, det vil sige den domssekvens som skildres i Dan 7,9-10. Dette lyder måske lidt mærkeligt, men meget i bibelen synes at indikere, at det sker før selve genkomsten. Under denne dom vil vi alle, hver og én, angiveligt komme under luppen, så engleskarerne kan høre, hvem som tager imod Kristus og skal se Guds rige, og hvem som ikke var interesseret.
Emnerne her har kedet min forældregeneration til døde, da de har hørt alle disse udlægninger i årevis. Resultatet har været, at der har været stilhed omkring endetiden i mange år, især mens jeg er vokset op. Jeg har altid lært, at al snakken om Daniels Bog og Åbenbaringen er meget “adventistisk”, men samtidig har man ikke sat os unge adventister ind i, hvad det egentlig gik ud på. Det har så skabt en følelse af, at vi er opdraget kristent, men nok ikke specielt adventistisk. Hos mig har det i senere tid, særligt nu, resulteret i en overdreven interesse for den teologiske arv, og derfor forsøger jeg nu både at sluge “Konfrontation” (”The Great Controversy”) af Ellen White (igen igen), “The Sanctuary, 1844 and the Pioneers” samlet af Paul A. Gordon og “1844 Letfattelig” af Clifford Goldstein (der også skrev oplægget til adventistkirkers bibelstudier verden over sidste kvartal).
Det interessante ved meget af materialet er dets argumenterende og forsvarende karakter. Man mærker tydeligt, at den teologi, der blev antaget af kirkens stiftere, har været under angreb fra alle sider, til tider også af folk hvis nye ideer var endnu mærkeligere. At deltage i en sådan diskussion er nok et tåbeligt foretagende, før man har læst en masse om det, ellers risikerer man at sige det samme som andre sagde for 70-80 år siden. Der er skrevet meget efterhånden, og George Knight foreslår da også, at det er det, der kan have været Adventistkirkens store problem i tiden efter 1950: Adventister har simpelthen ikke længere haft styr på, hvad der allerede er blevet angrebet og forsvaret og med hvilke argumenter og hvem der i historiens mange teologiske konflikter er løbet med de mest overbevisende sejre og hvorfor (sagt med mine ord).
Altså er der nok at læse, måske man så om nogle år kan forsøge på at danne sig en mening om de mere komplekse ting. Ellers kan man måske hvile i tanken, at Gud i hvert fald (om ingen andre) kender de rigtige svar. Det er dog sjovere selv at have en mening. ;-)
