Af og til kaster jeg mig over en rigtig konservativ adventistbog. Jeg tror, jeg har fået overdosis af det på det sidste, og jeg skal gerne indrømme, at det også har påvirket min teologi i adventistisk retning det sidste års tid. Men dette indlæg giver dig et eksempel på en kamel, jeg har ualmindelig svært ved at sluge. Hvis du ikke er adventist, så tag mit ord med et gran salt, da der er mange holdninger til disse ting, og der er mange intelligente og oprigtigt søgende kristne på alle sider af de spørgsmål, jeg beskæftiger mig med i dette indlæg. Hvis du er adventist, så brug anledningen til at snakke med venner og familie om hvad de rent faktisk tror om disse ting, der ligger så dybt i vores historie og arv.
Hvem er Clifford Goldstein
Jeg er ikke vildt begejstret for Clifford Goldstein. Eller rettere, jeg er ikke begejstret for hans bøger. Måske vi bare har for meget til fælles. Ligesom Goldstein, så kan jeg godt lide at skrive om ting, som jeg ikke er ekspert på. Det ligger til min personlighed, at jeg godt kan lide at vide lidt om mange ting i stedet for at vide meget om få ting – desværre er det jo det sidste, der belønnes i den akademiske verden. Ligesom Goldstein, så får jeg et kick ud af at opdage et logisk sammenhængende system af doktriner og ideer. Det gør mig glad at se, når tingene hænger sammen.
Dog kan jeg faktisk også lide at se, når tingene ikke hænger sammen, altså når jeg opdager det. Jeg kan lide at pege det inkonsekvente ud og konstatere fejlen, samtidig som jeg ville elske at modtage løsningen. På et punkt syntes jeg for eksempel, at jeg fandt en detalje, der syntes groft i strid mod logikkens regler, i hans bog, False Balances. På norsk hedder den Den vanskelige Balansen og kan købes hos Dansk Bogforlag. Bogen handler helligdomstjenesten og den undersøgende dom og andre trospunkter, der er typisk for adventismen. Ligesom hans bog, 1844 Made Simple, så er også denne bog nærmest apologetisk og polemisk i sit sprog.
En reduktion af Guds lov
For eksempel går Goldstein meget skarpt til angreb mod kristne, der kan finde på at sige, at det ikke er muligt at holde Guds lov:
“Læren om at selv omvendte kristne ikke kan holde Guds lov eller slutte å synde, knuser de tre englebudskapene, latterliggjør korset og fører til fortapelse.” (s. 122)
“De som påstår at vi ikke kan seire over synden, hevder egentlig at vi ikke er i stand til å være lydige mot de ti bud. […] Det er uhyggelig å høre syvendedags-adventister gjenta nøyaktig den samme løgnen som Satan første gang framsatte lenge før vår jord ble skapt, at det ikke er mulig å holde Guds lov. Djevelen må være i ekstase. Det folk som er blitt reist opp for å motbevise hans løgner, fremholder i stedet selv de samme løgnene.” (s. 123)
“Hvorfor skulle nå Gud lage en lov som ikke kan holdes, og så kaste milliarder av mennesker i ildsjøen fordi de ikke har holdt den? Hvordan kan de ti bud være loven som er standarden i dommen hvis de allerede i utgangspunktet lå altfor høyt? Hva slags lærer er det som gir en eksamensopgave som ingen elever har noen mulighet til å bestå og så stryker dem alle?” (s. 123)
Den første sætning i anden paragraf er naturligvis bare direkte usand. Du kan sagtens være lydig mod de ti bud og bryde en ellevte lov, Gud ikke havde medtaget blandt de ti bud – og derved synde! Goldsteins antagelse går på, at de ti bud er universets grundlov. Vi ved, at dette ikke er sandt, f.eks. fordi sabbatsbudet er lokalt funderet, idet budet peger på jordens skabelse.
Hvad værre er, Jesus siger direkte, at de ti bud ikke er den største og vigtigste lov. Jesus sagde, at universets grundlov er kærligheden – den horisontale og vertikale, den mellem skabningen og Skaberen og den mellem skabningerne selv. (Matt 22, 36-40) Hver eneste tanke, hvert eneste ord, hver eneste handling, hver eneste attitude, hver eneste lille glitch i vores tilværelse, der er i konflikt med dette kosmiske princip tæller derfor med på listen over synder. Vi synder derfor tusindvis af gange hver dag, ja, vi synder flere gange for hvert minut der går, og vi tænker ikke engang over det. Når nu kærligheden er universets øverste lov, så er det naturligvis også standarden, vi dømmes efter i dommen, ikke de ti bud. Det var også den standard, som Jesus levede fuldt op til. Hvis han kun havde været lydig mod de ti bud, havde han været en meget forglemmelig personlighed, kunne jeg forestille mig.
Goldsteins reduktion af loven til 10 meget konkrete regler gør det selvfølgelig lettere for ham at fantasere om at holde loven perfekt. “Der er bare 10 ting, der skal holdes,” har mange adventister tænkt, og det tænkte også nogle af mine studiekammerater, da vi begyndte på teologistudiet, men de er heldigvis blevet klogere. I hvilken udstrækning Goldstein selv tænker sådan er jeg ikke sikker på – han lader trods alt til at vide bedre og er derfor ikke helt konsekvent på dette punkt.
Reduktionen af loven passer dog ind i et større billede af den store strid mellem Gud og Satan, som vi også ser udtrykt i ovenstående citat, hvor de kristne i endetiden har en vigtig rolle at udfylde i retfærdiggørelsen af Guds karakter. I ti-budslovens perspektiv virker det muligt for kristne at holde op med at synde. Som den unge jøde sagde til Jesus, da han remsede de ti bud op: “Det har jeg holdt alt sammen.” (Matt 19,20) Men når manden mener at have holdt det hele, så giver Jesus ham bare en ny regel, som viser, at han kommer til kort, for netop så omfattende er synden, at Gud bare kan blive ved med at vise os ting, vi ikke lever op til.
Guds retfærdighed på spil
Jeg er dog mere interesseret i læren om, at Satan i sin tid stillede spørgsmålstegn ved Guds lov. Adventister udlægger Satans fald fra himlen (Åb 12) som en fortidig hændelse, hvilket er godt underbygget af Jesu udsagn: “Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn” (Luk 10,18) Krigen i himlen begyndte ifølge de fleste adventister med, at Satan var jaloux på Jesus og derfor anklagede Guds karakter. Som Goldstein og mange andre adventister udlægger det, så fremsatte Satan anklagen, at “Guds lov ikke kan holdes”. Hvis vi adventister derfor siger det samme, går logikken, så taler vi med slangens tunge. Vi siger, hvad Djævelen dengang sagde til englene for at få dem til at gøre oprør mod Gud.
Jeg favner gerne Clifford Goldsteins respekt for Guds karakter og Hans retfærdige dømmekraft, som han her er ude på at forsvare. Jeg kan dog ikke nå til denne ellers så dejlige konklusion – at Guds karakter er retfærdig – via den samme rute, må jeg indrømme. Måske ad andre veje, men ikke ad denne.
Goldstein peger ud, at hvis man tror, loven ikke kan holdes, så må man nødvendigvis tro, at Gud er uretfærdig, fordi han i givet fald dømmer uskyldige folk til fortabelse – de havde jo reelt ikke noget valg, hvis ikke de kunne holde Guds lov. Men jeg ser ikke, hvordan Goldstein mener, at han selv kan undgå den konklusion ved at sige, at mennesker ved Guds kraft engang i endetiden vil lære at holde op med at synde. Jeg kan selvfølgelig læne mig tilbage og sige, at ingen af os ser det store billede perfekt nok til at forstå disse ting, men det samme privilegium nyder kære Goldstein desværre ikke. For ham og for mange andre må vi nødvendigvis have skåret ud i pap, hvordan Gud i sidste ende kan bevises at være retfærdig, når han dømmer.
En af bogens store teser er nemlig ideen om, at Gud beviser sin retfærdighed for hele kosmos i dommen (han “vinder når han dømmer,” som der står i Rom 3,4 og Sl 51,6). Et afgørende punkt i denne dom er således hvorvidt Gud helliggør mennesker. Det er altså essentielt for Goldsteins syn på Gud, at mennesker ved Guds kraft er i stand til at holde helt op med at synde – det er selve Guds karakter, der står på spil, for hvis de ikke er, så er det en uretfærdig lov at dømme folk efter.
“Hva er så rettfærdig ved påstanden om at vi er nødt til å fortsette å synde?” (s. 122) Spørgsmålet her er retorisk, og svaret er “Intet”. Med andre ord: Hvis påstanden om at “vi ikke kan stoppe med at synde, mens vi endnu er på jorden,” er sand, så er Gud ganske uretfærdig. En tro og lydig kristen må derfor tro på, at fuld helliggørelse på jorden er mulig på et eller andet plan, hvis han ikke vil stille spørgsmålstegn ved Guds retfærdighed.
Den manglende løsning
Jeg synes sådan set, det hænger logisk sammen, især når han videre ræsonnerer:
“Det viktigste av alt er dette: Hvorfor er Golgata så viktig, hvis menneskene blir dømt fordi de har brutt en lov de ikke kan adlyde? Hva besto da Jesu store offer i? Hvis vi blir fordømt på grunn av en standard vi allerede i utgangspunktet ikke kan leve opp til, og hvis synd er brudd på denne loven, så er synden egentlig Guds feil, og da var Jesus forpliktet til å dø på korset. Hvis synden er hans skyld, var Golgata det minste han kunne gjøre for oss.” (s. 124)
Citatet her ramte mig lige mellem øjnene, da jeg først læste det. For det er ofte sådan, jeg har forklaret Kristi offer. “Gud så at vi ikke kunne, så i al retfærdighed gav han sin søn.” Og ja, det manglede da bare. Uden Jesus var vi blevet født ind i en syndig verden uden håb, ikke på grund af os selv, men på grund af en fyr, der hed Adam, der levede for længe siden. Havde det virkelig været fair?
Problemet her er, at Clifford Goldstein ikke bringer en tilfredsstillende løsning til dette kæmpe paradoks. Selv om Goldstein her siger, at mennesker kan holde Guds lov – at vi er nødt til at kunne, for at ret skal være ret, og at Gud skal være fair – så siger han også utallige gange, at vi ikke kan frelse os selv, og at vi alle er syndige af natur.
Men hvis han virkelig vil påstå, mennesker kan holde Guds lov, så må han også nødvendigvis give farisæerne ret i, at de teoretisk set kunne have levet et perfekt liv, der gjorde Jesu offer helt unødvendigt. Men det vil Goldstein ikke gå med til under nogen omstændigheder. Selv den sidste generation, han ellers virker så glad for, er så syndig, at den ikke kan frelse sig selv, og at de ville blive dømt til ildsøen, hvis det angik deres egne handlinger.
“Likegyldig hva slags erfaring de har i hellighet, og selv om de ikke har gjort en synd de siste tjue år, så har de like fullt begått synder i fortiden som ville fordømme dem i dommen dersom de ikke var dekket av Kristi fullkomne rettferdighet som blir tilregnet dem.” (s. 113)
Det store spørgsmål er for mig, hvordan Goldstein mener, at den sidste generation på nogen måde viser, at Guds lov er retfærdig. For det første, så får de hjælp, altså Guds kraft, som udgydes i endetiden. For det andet, så har de stadig behov for Kristus og hans offer på korset, altså for retfærdiggørelsen. Er loven retfærdig, hvis vi skal have hjælp til at holde den, og hvis det ikke er alle, som får det?
Og uanset om vi kan blive hellige (ja, perfekte) ved Guds kraft, så står vi stadig over for det kolossale problem – som dog sikkert ikke er et problem for Gud – at ingen af os egentlig valgte at blive født adskilt fra Gud. Jeg har aldrig valgt min syndige natur, lige så lidt som jeg har valgt mit køn eller min øjenfarve. Goldstein synes måske, det er let og simpelt at løse, men jeg synes, det er livets sværeste nød at knække, og jeg har endnu ikke hørt en god løsning på det. Goldstein virker håbløst ignorant om dette dilemma til trods for, at han jo ved, hvor lidt skyld vi har i vores syndige natur:
“I det gamle Israel kom synderen med et offer til helligdommen fordi han hadde begått en synd. Han syndet fordi han var en synder. Han var en synder fordi han var født slik, fremmedgjort og atskilt fra Gud. Det samme er tilfelle med oss. Vi kommer til Jesus fordi vi har syndet, og vi synder fordi vi er syndere.” (s. 103)
“Som naturlige barn av Adam er vi blitt fordømt av loven på grunn av synden. Vi er ikke skyldige i de spesielle handlingene som Adam gjorde, men vi har lidd under følgene av dem.” (s. 105)
I tro accepterer jeg Gud som min dommer. Lad der ikke være nogen tvivl om det. Men jeg kan ikke med min menneskelige forstand give en god forklaring på, hvordan det kan være retfærdigt at dømme mennesker efter en lov, vi bryder “fordi vi er syndere” – et forhold, som vi ikke selv har nogen indflydelse på overhovedet. Så langt er jeg ikke i min forståelse, og det mener jeg absolut heller ikke, at Goldstein er. Derfor skulle jeg da også ønske, Goldstein havde mere ydmyghed, før han beskyldte folk med en så rationelt funderet tvivl for at gå Djævelens ærinde, når de siger, at loven ikke kan holdes (selv om vi i tro accepterer, at Gud dømmer efter den).
Konklusion
Der er mange ting, jeg ikke har berørt i dette indlæg, som spiller ind i dette spørgsmål om at kunne holde loven. Kristi menneskenatur er f.eks. et væsentligt spørgsmål, der ligger under alt dette. (Hvis Kristus var helt ligesom os og som Adam efter syndefaldet, så har han bevist, vi også kan holde loven. Hvis Kristus var som Adam før syndefaldet, så har han bevist, at Adam kunne have holdt loven, men ikke os – i så tilfælde kommer en eventuel sidste generation pludselig til at bevise noget, Jesus ikke beviste i sin egen gerning.)
En ting, jeg lagde mærke til i Goldsteins bog, er, at han elsker at skrive citater igen og igen, både fra bibelen og fra Ellen White. På en måde er det godt, for man lægger mærke til noget nyt i citatet hver gang afhængigt af, hvad han har snakket om lige før. De tre engles budskaber (Åb 14) optræder sikkert 5-10 gange i bogen (har ikke talt). Derfor vil jeg nu også citere ham:
“Hvorfor skulle nå Gud lage en lov som ikke kan holdes, og så kaste milliarder av mennesker i ildsjøen fordi de ikke har holdt den? Hvordan kan de ti bud være loven som er standarden i dommen hvis de allerede i utgangspunktet lå altfor høyt? Hva slags lærer er det som gir en eksamensopgave som ingen elever har noen mulighet til å bestå og så stryker dem alle?” (s. 123)
Når man læser en kristen forfatter, og han skriver sådan nogle spørgsmål, så forventer man én af to ting: Enten at han indrømmer, han ikke kan besvare dem fyldestgørende, eller også at han giver et fantastisk, teologisk banebrydende svar.
Når Norsk Bokforlag på bagsiden af hans bog vælger at skrive, at det er hans “mest betydningsfulle bok til nå,” så må det være, fordi de tror, han faktisk afværger den håndgranat, han smed ret op i luften på side 123.
I sit forsøg på at forklare, hvordan universet til sidst skal se, at Gud er retfærdig, gør Goldstein dog selveste Vorherre lidt af en bjørnetjeneste, synes jeg. Det største bevis, der findes på Guds retfærdige karakter, er fortsat Golgata, da Jesus fremstammede: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Luk 23,34) Gud være min sjæl nådig, hvis jeg i dette indlæg har skrevet en masse vrøvl.
