Jeg vil læse lidt i bibelen og her lave en helt subjektiv bibelkommentar. Jeg laver ingen research på kulturel eller historisk sammenhæng og kigger ikke i den græske udgave (selv om det havde været god træning). Jeg læser bare i kapitlet på dansk og forsøger at analysere sætningerne så godt og så fair, som jeg formår. Jeg indrømmer blankt, at jeg har en opvækst i bagagen, at jeg nok ufrivilligt læser teksten som den adventist, jeg er, men efter min ydmyge mening, så er ingen læsere helt objektive.
Romerbrevet 7
Romerbrevet 7 er et af mine yndlingskapitler i bibelen. Min forståelse af kapitlet kan naturligvis stadig blive meget større - sådan har jeg det med alle kapitler i bibelen - og der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, og der er mange besvarede spørgsmål, jeg stadig kan finde på at stille for at se, om svaret stadig er det samme.
Overskriften for kapitlet, som de har tilføjet i den autoriserede udgave fra 1992, er “Frihed fra loven“. Forrige kapitel kaldes “Frihed fra synden” og næste kapitel kaldes “Frihed fra døden”. I sig selv er overskrifterne måske ikke særlig sigende. Skal man fange pointen, så skal man virkelig ned og grave i teksten.
At vi er frie, betyder det at vi ingen moralske forpligtelser har? Eller betyder det bare, at vi er frie for lovens konsekvenser, selv om vi stadig bør holde den? Og hvad er det for en lov, der snakkes om? Snakker vi bare generelt det guddommelige princip om at elske Gud og sin næste? Eller snakker vi mere konkret De 10 Bud? Eller snakker vi hele Moseloven med alle dens foreskrifter om renhed og økonomi og ægteskab og ejendomsret?
I de første tre vers benytter Paulus et meget konkret eksempel fra loven: “Du må ikke bryde et ægteskab.” Hans pointe er, at vi kun er bundet af loven indtil døden. Det er ikke, at loven bliver ond og dårlig af, at vi dør, men dens relevans forsvinder, når omstændighederne ændrer sig. Den konkrete lov, han snakker om, er altså ikke en evig lov, men en lov, der var gældende indtil Jesus døde og dermed etablerede en ny slags lov, dog med samme rod.
At være i kødet
v5 For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden. v6 Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.
Vers 5 forvirrede mig en smule. Siger han, at vi ikke længere bør føle syndige lidenskaber i vores krop, hvis vi har modtaget Ånden? I givet fald har jeg vist ikke modtaget Ånden, for jeg føler i allerhøjeste grad “syndige lidenskaber virksomme i mine lemmer”. Lysten til vold (når jeg er vred) og seksuel nydelse (når selskabet er det rette) får indført mange ord, når jeg diskuterer med mig selv.
De efterfølgende vers kaster muligvis lys over spørgsmålet, da Paulus beskriver, hvordan han blev så meget mere syndig (eller syndede så meget mere), da han opdagede, hvad han måtte og ikke måtte. “Da budet kom, levede synden op”. (vers 9) Dette mente han med vers 5, da han snakkede om synden, “som loven kalder frem”.
Svaret er altså ikke, at vi ikke længere føler “syndige lidenskaber“! Men hvis vi har Ånden, så føler vi ikke længere “de syndige lidenskaber, som loven kalder frem“. Vi føler stadig de andre; De almindelige lidenskaber, som alle mennesker føler (med eller uden kendskab til loven), disse er stadig virksomme i vores lemmer.
At være af kød
Disse var også virksomme i Paulus’ krop:
v14 Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. v15 For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.
Paulus kommer til kort i forhold til loven, ligesom du og jeg. Men en ting adskiller ham dog fra den almindelige synder, der ikke har Ånden, nemlig hans indstilling til loven, selv når han bryder den.
I resten af kapitlet virker det meget, som om han gentager sig selv, men på en måde er det dejligt, at Paulus bruger så mange ord på at skære synden og åndens natur ud i pap. Så kan der dårligt efterlades meget tvivl (selv om faktum er, at der er meget tvivl derude). Så vidt jeg læser det, så gentager han sig 3 gange efter følgende mønster:
- Jeg kan ikke det gode. (v14-15, v18-19, v21)
- Men jeg vil gerne det gode. (v16, v19, v22)
- Så det er ikke mig, men synden, der handler. (v17, v20, v23)
Mange kristne (gid det var alle) kan nikke genkendende til denne model. Vi ønsker at holde Guds lov, fordi vi tror, at Gud er den rette til at definere etik. Gud bestemmer de moralske standarder, og loven (den udpenslede såvel som den principielle) reflekterer selvfølgeligt hans karakter og hans intentioner med det store og det små. Samtidigt har vi det problem, at vores handlinger ikke stemmer overens med vores ambitioner om at være lydige, og vi ender i en erkendelse af vores syndighed og utilstrækkelighed.
Til sidst kan vi kun sige som Paulus siger efter at have gået gennem denne erkendelsesproces tilstrækkelig mange gange (tre gange i dette kapitel):
v24 Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? v25 Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Nogle af mine læsere venter måske stadig på en 3. del til min serie om adventismen. Vil bare lige tilføje her, at den ikke er helt død.)
