Et åbent brev til danske SDA-menigheder

Kære adventister i Danmark, især alle jer der bestemmer i menighederne.

Jeg har en kraftig opfordring til jer: Vis tillid til jeres unge.

I dag er det sabbat, og jeg har været i kirke. Jeg var til gudstjenesten i Bergen Adventkirke (Norge), hvor de netop har fået en ny ung præst. Hun hedder Melissa Myklebust, hun er helt frisk-uddannet fra Newbold College og klar til at starte arbejdet for Gud og menigheden. Vi har dermed to præster i menigheden: Melissa og en mand ved navn Sven-Inge Frantzen.

I anledning af at Melissa nu skal i gang, så blev hun også ordineret til forstander. Sven-Inge læste ordene fra 1 Timotheusbrev 4, 12-13 for menigheden:

“Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed. Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen.”

Han opfordrede så til, at alle andre, som engang er blevet ordineret til forstandere, uanset om de er blevet det her eller i en anden menighed, kom op foran og var med til at lægge hænderne på Melissa for bede for hende og velsigne hende med helligåndens kraft. Dette er en almen praksis, vi kender fra Bibelen, når nogen starter i en tjeneste for Gud.

“Skal du ikke op?” spurgte en ven, som jeg sad ved siden af i kirken. Han vidste nemlig, at jeg havde arbejdet to år som præst. Jeg svarede ham: “Jeg ville gerne, men kan ikke, for jeg er aldrig selv blevet ordineret til forstander.”

Efter gudstjenesten snakkede jeg med Sven-Inge og sagde, at det var en virkelig positiv oplevelse at se en menighed vise et så ungt menneske den tillid så tidligt i processen – at hun allerede i begyndelsen af hendes tjeneste blev ordineret til forstander. Sven-Inge virkede lidt overrasket, sagde “er ikke det vanligt?” og jeg fortalte ham så lidt om, hvad min erfaring havde været:

Jeg havde arbejdet to år som præst i en dansk menighed, da to præstekolleger, som arbejdede i samme menighed, anbefalte menighedsbestyrelsen der at ordinere mig til forstander. Menighedsbestyrelsen tøvede. Da skrev den daværende unionsformand en anbefaling til dem og forklarede dem, at det ville være godt, så Lars kunne gøre de præsteting, han var blevet uddannet til og stod i øvrigt inde for min karakter og modenhed. Alligevel endte sagen med, at jeg ikke blev ordineret til forstander.

I Adventistkirken er der for tiden mange diskussioner om, hvad vi skal lægge i “ordinationer”, og hvordan de skal praktiseres. Men udover de abstrakte teologiske diskussioner, så står vi med en meget praktisk virkelighed, hvor der ikke kan sås tvivl om ordinationens egentlige betydning: Det handler om tillid og accept. Det handler om at sige “vi bakker op om dig” og “vi tror, du gør Guds arbejde”.

Når du starter som nyuddannet præst, så har du brug for menighedens tillid og accept for at kunne gøre dit arbejde. Jeg mener ikke, at det kunne være en hyggelig bonus; jeg mener, at det er afgørende. Intet ungt menneske klarer at arbejde særlig længe som præst, hvis ikke de føler menighedens opbakning. At bære faklen alene, det er ingen ung præst—uanset hvor åndeligt og teologisk velfunderet—psykologisk udrustet til.

Adventisterne i Danmark har et problem, som bare vil vokse: Vi har meget få mennesker, der ønsker at være præster  i menigheden. De præster vi har bliver ældre og ældre, og der bliver færre og færre af dem. Mange menigheder ser sjældent en præst, og indenfor få år vil reelle teologi-uddannede adventistpræster nærmest høre fortiden til, mens lægpersoner vil stå tilbage med alt lederansvaret.

Hvordan er det sket? Er det fordi Gud kalder på færre til at påtage sig denne rolle end tidligere? Personligt tror jeg, at Gud lægger tanken i mange unge menneskers hoveder (både mænd og kvinder). Gud kalder på dem, skubber til dem og trækker i dem for at fortælle dem “jeg vil, at du skal blive præst!” Men det sker ikke. De skubber Guds kald fra sig og bliver læger, folkeskolelærere og fysioterapeuter (og meget andet) i stedet. Gud bruger dem i disse roller, og det kan vi være meget taknemlige for, men samtidig fortsætter vi altså med at lide under præstemanglen.

Hvis vi vil se flere unge præster – og ikke mindst, flere kvindelige præster – i vores menigheder, så bliver vi nødt til at tage os sammen. Vi bliver nødt til virkelig at prioritere en positiv, hjertelig og tilgivende attitude overfor de præster vi har. Vi må slå armene ud og tage imod de nye præster vi får som en velsignelse fra himlen. De har valgt et vanskeligt job med upraktiske arbejdstider og beskeden løn, bare for at tjene Gud. Det i sig selv kalder på en form for respekt, men mere end dette: Vi må gøre alt vi overhovedet kan for at lade dem mærke, at vi vil dem, vi står bag dem, vi hepper på dem!

Spørger du mig, så inkluderer dette også at ordinere dem til forstandere, når de går i gang. Engang gav det måske mening at vente, men givet den nuværende situation – præstemanglen og det beskedne opmøde i mange kirker – så har vi ikke tid til at vente.

Giv dem derfor lov til at komme i gang med det, som de har følt sig kaldet til, og som de brænder for at gøre: Uddele Kristi legeme og blod og at døbe folk i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Ingen menighed, som tager missionsbefalingen seriøst, kan holde igen med at give sin nye præst lov til at døbe. Det er jo ikke præsten, det ultimativt går ud over – det er de udøbte og menigheden selv, det egentlig rammer.

Så dette er egentlig essensen af dette lille åbne brev til de danske adventistmenigheder: Vis for Guds skyld tillid til jeres unge.

Med venlig hilsen
Lars Dorland

Udgivet i Adventist, Kristendom, My life | 2 kommentarer

Findes der mange kirker eller bare én?

Jeg er medlem af Syvende Dags Adventistkirken. Det er et lille trossamfund. Jeg hader at fortælle folk det. “Hvorfor?” spørger du måske. “Er du ikke stolt af dit kirkesamfund?” Ikke altid – men det er nu ikke så meget dét, det handler om. Det handler om, at jeg ikke synes om det faktum, at der er flere kirker in the first place. Fordi det afføder en mængde irriterende spørgsmål, som det er umuligt at svare kort og nuanceret på, såsom:

  • Hvad er forskellen på din kirke og den almindelige kirke (jeg kender til)?
  • Hvad tror I på som de andre ikke tror på?
  • Kan I så ikke gå i kirke hos hinanden så? Kan I ikke be’ sammen?
  • Er du uenig med ham præsten i radioen, siden han ikke er fra dit trossamfund?
  • Hvordan kan du være sikker på, at lige netop din kirke er den rigtige?

Læs resten

Udgivet i Adventist, Kristendom | Skriv en kommentar

Det “åbne sind” findes ikke

Ideen om et “åbent sind” bør skrinlægges. Bortset fra når vi snakker om det som et ideal. At have et åbent sind er et fint ideal. Den ide bør ikke skrinlægges.

Men skal vi være helt korrekte, så er der ingen mennesker, som har et åbent sind. Der er ingen, der er blanke tavler. Ingen, som helt åbent vurdere alle muligheder uden forudgående præferencer eller forståelser…

Lad mig give dig 3 eksempler på dette.

Først og fremmest:
1) Hermeneutik.

Dette ord blev jeg introduceret for første semester, da vi havde lidt grundlæggende indføring i akademisk tankegang. Hermeneutik er tolkningslære. Det er dét, som foregår lige nu, mens du læser. Det er processen, hvor du ser tegnene på din skærm, lægger dem sammen, hører ordene, tolker dem ud fra det afkodningssystem du kender, danner en mening i dit sind, som du så vurderer i forhold til alle de koncepter, du på forhånd kender til. Hermeneutik er tolkningslære.

Og én af hovedreglerne indenfor hermeneutik er, at du har allerede koncepter, før du bliver introduceret for nye koncepter. Du er ikke blank, men kommer ind med en fordom om hvad meningen er. Den efterfølgende proces (læsningen og tolkningen) kan så bekræfte eller afkræfte dine fordomme, efterhånden som du nærmer dig meningen. Dermed befinder du dig i det, som Hans Georg Gadamer ville kalde den hermeneutiske cirkel, hvor du går rundt og rundt og rundt.

Mens du læser dette indlæg, så vokser din forståelse, og du må give slip på nogle fordomme du har om indlæggets mening, fordi du ikke får dem til at stemme, og fordi du får nye fordomme. Dine formodninger skiftes således ud undervejs, desto mere du læser, og meningen bliver klarere og klarere, indtil din horisont og min horisont forhåbentlig smelter sammen, og da-dada-dah – vi forstår til sidst hinanden!! I hvert fald nogenlunde, kan man håbe.

Men pointen var:
Du kommer ikke blank til teksten.
Du har fordomme og formodninger om tekstens mening, før du læser den.

Og her er et billede af Hr. Gadamer.Professor Dr. Dr. h.c. mult. Hans-Georg Gadamer

En anden grund til at vi ikke har åbne sind:
2) Bias (af forskellig art).

Her har vi at gøre med et mere psykologisk term.
“Bias” kan bedst oversættes “hældning” eller “fordom”.

Eksempler på dette indebærer vores trang til at beskytte os selv eller stille os selv i bedre lys end alle andre. Det er egentlig bare irrationel egoisme.

Hvis du kommer for sent på arbejde, så er det ikke din fejl, det er fordi du ikke nåede bussen (en uheldig omstændighed, noget eksternt). Men hvis din medarbejder kommer for sent, så er det fordi han ikke tager arbejdet seriøst nok (en karakterbrist, noget internt). Vi er inkonsekvente, når vi dømmer – og som den korrupte jury, så dømmer vi altid til fordel for den person, der står os nærmest: os selv.

Men mere interessant i denne sammenhæng er bekræftelsesbias, som netop er det modsatte af at have et åbent sind. Mennesket opdager ting, der understøtter de hypoteser eller holdninger det i forvejen har. Ting, der ikke bekræfter – men som måske tværtimod går imod vores forestillinger – bliver ignoreret.

lalala

På et ganske instinktivt plan holder vi os for ørene, når vi hører ting, som vi ikke ønsker er sande. Når først vi bliver opmærksomme på dette, kan vi naturligvis forsøge at gøre noget ved det. Se ubehagelige fakta i øjnene. Læse bøger af forfattere vi er uenige med. Men der kan være andre ting, der gør dette vanskeligt: 

3) Frames.

Det passer ikke med vores neurologiske konceptrammer. Det er ikke bare det, at det er ubehageligt – at vi måske ikke ønsker, det skal være sandt – men snarere det at vi kan ikke forstå det. Vi har ikke kategorier i hjernen, det passer under. Vi aner ikke, hvad folk snakker om, for det passer ikke ind i strukturerne i vores hjerne. 

Her vil jeg lade George Lakoff få ordet:

Neuroscience tells us that each of the concepts we have—the long-term concepts that structure the way we think—is instantiated in the synapses of our brain. Concepts are not things that can be changed just by telling us a fact. We may be presented with facts, but for us to make sense of them, they have to fit what is already in the synapses of the brain. Otherwise facts go in and then they go right back out. They are not heard, or they are not accepted as facts, or they mystify us: Why would anyone have said that? Then we label the fact as irrational, crazy, or stupid.
~ Lakoff, “Don’t think of an Elephant”, s. 17.

Dette forklarer, hvorfor vi altid taler forbi hinanden. To folk, der diskuterer politik og religion, vil ikke bare være uenige – ofte vil de ikke forstå hinanden, fordi de har andre hjernestrukturer og nogle gange vil det gøre dem totalt blinde for, hvad meningen egentlig er i den anden persons diskurs…

Lakoff (og mange andre) har så kaldt dette “frames” (rammer). Vi har mange af dem. Men skal vi se ting fra nye synspunkter, så kan vi få brug for nye. Nyt sprog med nye analogier og metaforer. Ellers vil fakta, der ikke passer ind, bare forsvinde.

Lakoff har for øvrigt nogle spændende teorier om, at metaforen er grundlag for al tænkning, fordi vi kognitivt altid repræsenterer virkeligheden med ting vi kender. Som Hr. Kant er inde på, vores virkelighed er jo bare en repræsentation af virkeligheden, ikke virkeligheden selv, og den er ikke lig virkeligheden heller. Men dette er noget indviklet stads.

NEJ: Jeg har IKKE et åbent sind.

Men ved du hvad?
Det har du heller ikke. Smile

Udgivet i Psykologi, Retorik, Sprog | Skriv en kommentar

Et kort ord om helvede

Mange kristne tror på helvede, men det er forskelligt, hvad de tror om helvede. Mens nogle fremdeles taler om det som et evigt torturkammer – som det blev populært i Middelalderen, da højtstående folk i kirken tjente penge på at sælge aflad – så er der nu en god del kristne, som ikke længere tror på denne version. Jeg er én af dem.

Jeg er ellers ganske konservativ. Jeg tror ikke bare på, at Jesus var en god og moralsk mand – jeg tror, han er den lovede Messias, lige med Gud, at han blev født af en jomfru, og at han opstod fra de døde. Jeg tror på Det Gamle Testamente – men læser den som Israels historie, ikke som et fundamentalistisk manifest, der kan retfærdiggøre krig og had.

Men i min konservative tro på Bibelen, så finder jeg ikke sagen for “evig pine” særlig overbevisende. Jeg tror, denne lære har sneget sig ind i kirken i de første tre århundreder, da platoniske ideer om udødelige sjæle blandede sig ind i den kristne lære. Sammenblandingen af platonisk dualisme og Guds dom har resulteret i et perverst doktrin, og jeg tilslutter mig fuldt ud ny-ateister som Richard Dawkins, der sammenligner sådan lære med “abuse”.

Gud er ikke ude på at pine folk i al evighed, hvis de ikke vil ham. Omvendt vil han dog heller ikke frelse alle, siden det heller ikke er alle, som vil frelses. Jeg tror, at hvis vi undersøger Bibelen ordentligt – kigger på sproget og litteraturen i lys af historisk kontekst og forfatternes verdensbilleder – så vil vi opdage, at helvede ikke er “evig pine”, men derimod “evig straf” i form af en prompte henrettelse. “Syndens løn er død,” som Paulus skriver i Romerbrevet, ikke “tortur uden afslutning”.

Gunn Hild Lem skriver i en kronik på NRK:

Faktisk tror jeg at jeg ville foretrukket en raskt overstått henrettelse fremfor å være i himmelen mens fabelaktige mennesker jeg kjenner og er glad i skulle tilbringe en evighet uten kjærlighet eller godhet.

Godt sagt – og som selverklæret kristen og overvejende religiøst menneske er jeg aldeles enig. Hvis de fortabte holdes i live i en brændende eller bare “uendelig trist” tilstand, så har Gud tabt kampen mod det onde, så vidt jeg kan se.

Udgivet i Kristendom | Skriv en kommentar

Vi taber os ikke ved at tælle kalorier

Sidste år tabte jeg mig 9 kg. Jeg har siden efteråret holdt vægten nogenlunde stabil, bortset fra at jeg på det seneste har taget lidt på, men jeg er nu indstillet på at tabe mig igen, primært for at holde risikoen for diabetes så lav som muligt (noget, der har optaget mig i særlig grad siden flere i min familie fik diagnosen). Derfor interesserer vægttab mig, og jeg har det sidste år læst flere bøger og artikler om emnet.

I en net-artikel på iform.dk med overskriften “Forbrænd mest fedt” finder man følgende påstand:

For vægttabet er det ligegyldigt, hvordan kalorierne er blevet forbrændt. Kroppen regulerer vægten efter forholdet mellem indtagne og forbrændte kalorier.

På min mors køleskab hænger en magnet, som siger:

“Jeg har aldrig mødt en kalorie, jeg ikke kunne lide.”

Dette er tilfældige eksempler på dét, man hører overalt: “Kalorierne er synderne. Hvis du skal tabe dig, så må du forbrænde flere kalorier, end du indtager.” Ligesom man i økonomi har en basal teori om landets “betalingsbalance” (“vi skal eksportere mere, end vi importerer”), så har man indenfor kosthold og fitness en teori om kroppens energibalance: “Brug mere, end du spiser.” Hvis du tager på, så er det altså enten fordi du spiser for meget, eller fordi du bevæger dig for lidt…

Problemet er bare, at det vist nok ikke passer.

Mit “vist nok” er et udtryk for, at jeg ikke er ekspert i krop og biologi og ernæring og derfor ikke skal lade som om jeg er. Skal jeg derimod tale ud fra egen erfaring (hvilket må være tilladt), så ser jeg ikke nogen klar sammenhæng mellem hvor meget jeg spiser, hvor meget jeg bevæger mig, og hvor meget jeg taber mig eller tager på. Det samme vil mange andre, som har forsøgt at tabe sig og har ført journaler over deres spise- og motionsvaner, kunne fortælle: Der er noget ved kalorie-teorien, der ikke stemmer.

nuts

Men hvad er det så, der gør, at vi taber os (eller tager på), hvis ikke det er “kalorier-ind minus kalorier-ud”? Meget tyder på, at det afgørende er hvilke kalorier vi spiser.

Som mange populære diæter og kure er udtryk for, så er der nemlig forskel på kalorier. “Hvor mange kalorier indeholder dette?” er ikke et særlig vigtigt spørgsmål i forhold til “Hvilke kalorier indeholder dette? Hvilken type fedt er det? Hvad gør det ved mit blodsukker? osv.” Dette handler om en proces i kroppen, som egentlig er alment kendt, selv om den ofte bliver ignoreret.

Når du spiser mælkechokolade, så stiger blodsukkeret,
og når blodsukkeret stiger, så dannes der insulin,
og når du har insulin i blodet, så lagrer kroppen fedt.
Det er umuligt at “forbrænde” fedt, når du har insulin i blodet.

(Et af symptomerne på diabetes er faktisk pludselig vægttab. Grunden til dette er, at diabetikere ofte har problemer med insulinproduktion, og derfor forbrænder de fedtet, selv om de har forhøjet blodsukker. Dette er også grunden til, at nogle diabetikere tager på, når de begynder at tage insulin. Anyway…)

Derfor er det de madvarer, som får blodsukkeret (og dermed insulinen) til at stige for meget, som får kroppen til at lagre fedt. (Hvis du vil vide mere om hvilket mad det drejer sig om, så søg på Glycemic index.) Det betyder, at der er forskel på kalorier: Der er gode og dårlige kalorier, og kunsten at tabe sig består egentlig i at kende forskel på dem.

At spise avocado og jordnødder gør for eksempel ikke nogen skade, selv om de indeholder meget fedt og mange kalorier – det er gode kalorier (= sunde madvarer) – men at spise cornflakes, franskbrød og hvide ris, det vil til gengæld gøre dig bred om livet på grund af de letoptagelige kulhydrater. Hvad mange forældre ikke er klar over er, at en skive hvidt brød har omtrent samme effekt på deres barns blodsukkerniveau som et rør smarties. Det værste må dog næsten være juice med sin evne til at snige sig indenbords næsten ubemærket (mange drikke er trojanske heste for de dårlige kalorier – vi opdager dem ikke, fordi de ingenting fylder i maven).

Så min foreløbige lægmands-konklusion er:

Fedme er et stort problem i den vestlige verden. Diabetes er også et stigende problem, hvor overvægt synes at spille en meget afgørende rolle. Derfor har vi brug for at sprede denne kundskab om, hvad som egentlig er skyld i vores vægtproblemer. Vi kan ikke motionere os ud af problemet. Det er ikke (sådan som mange siger), at vi spiser for meget og rører os for lidt. Vi snakker alt for meget om antallet kalorier. I stedet bør vi snakke om, hvad vi spiser, hvad det gør ved blodsukkeret, og hvordan kroppen reagerer på det. Derudover vil jeg sige undskyld til helseeksperter for diverse fejl og problematiske formuleringer i ovenstående – håber det ikke rokker for meget ved konklusionen.

Det var for resten ikke bare ved at undgå kulhydrater, at jeg tabte mig 9 kg i 2013. Det gjorde jeg primært ved hjælp af 5:2-kuren, som jeg hørte om via et BBC-program med lægen Michael Mosley. Anbefales også.

Udgivet i Mad og drikke, My life, Videnskab | 3 kommentarer

Journalismen

Alle politikere lyver.

De lyver HELE TIDEN. Uden undtagelse. Og alt, hvad politikerne foretager sig, er for at få mere magt og flere stemmer. Hvis en politiker fx siger: “Jeg gik ind i politik, fordi jeg ønskede at hjælpe med at skabe et bedre samfund” – så lyver han (eller hun)! Og han gør det (som sagt) for at få mere magt og flere stemmer!

Hvis politikerne gør, som vælgerne vil have, så er det bare for at få flere stemmer fra os! Og hvis de IKKE gør, som vælgerne vil have, så har de forrådt deres vælgere til fordel for magten!

Selv når politikerne siger ting eller gør ting, som ikke tilsyneladende giver dem mere magt og flere stemmer (men tværtimod), så er det alligevel en del af en nøje gennemtænkt plan, de sidder med. Da håber de, at vi skal tænke: “hmm, de virker da egentlig reelle nok” – så de på den måde kan få flere stemmer! Og mere magt. Eller også er det fordi de er amatører. Det er i hvert fald ikke fordi de er ærlige!

Journalisternes opgave er derfor ikke at oplyse os andre om, hvad politikerne vil arbejde for, og hvad de tror på, og hvad de diskuterer med hinanden, og hvordan de vil opnå det. Deres opgave er naturligvis ikke at informere om debattens indhold.

Nej da, journalisternes opgave er selvfølgelig først og fremmest at afsløre politikerne i alle deres løgne! At redegøre for alle deres luskede strategier og måder, hvorpå de forsøger at tage os alle sammen ved næsen. Journalisterne skal forklare os, hvordan alt, politikerne gør, i virkeligheden er en del af deres strategi om at få mere magt og flere stemmer.

På den måde er journalisterne altså vores samfunds Jedi-riddere. De sikrer os stakkels vælgere mod at blive manipuleret med af de magtsyge demagoger, som bare lyver (hele tiden). Journalisterne er vores helte. Ikke mindst Henrik Qvortrup, vores tids Spartacus, en ridder af et rundt bord, den fjerde statsmagts profet.

Hvor ved jeg så alt dette fra? Simpelt: Det har journalisterne jo selv fortalt mig.

Udgivet i Nyhederne, Sjov | Skriv en kommentar

Hvad år 2013 var for mig

Nu hvor år 2013 er forbi og 2014 i fuldt gang er det værd at reflektere over, hvad der er sket det foregående år. Personligt synes jeg godt, det kan være vanskeligt at huske et år tilbage, men jeg tror, det er en sund øvelse. Nogle ting skiller sig ud som milepæle. Læs resten

Udgivet i My life | Skriv en kommentar