Yo bruv, good to see ya

Det her er grunden til, at vi stadigvæk kan lide Obama.

Absurd opstandelse

I fredags blev Villi Rasmussen begravet. Ham var vi mange, der kendte, som det også kunne ses i fredags på den store flok mennesker, der fyldte kirken og senere Daugård kirkegård. Da jeg gik derind og kiggede efter hans gravplads, bemærkede jeg, at den lå lige overfor min fars grav. Da slog tanken mig: Når min far står op – og når Villi står op – så er nogle af de første mennesker, de ser … hinanden! Tanken fik mig til at le i den triste stund, og jeg hviskede det til min mor, som sagde, at Birgit (Villis datter) netop havde sagt det samme til hende.

Men hvorfor fandt jeg det morsomt? Fordi tanken er absurd. Det må jeg indrømme. Opstandelsen er absurd. Jesu genkomst er absurd. Hvad jeg mener med absurd er, at min verden, som jeg kender den, ikke kan rumme den, for jeg har aldrig set noget lignende, og jeg kan ikke se for mig, hvordan det skal ske, således at det kan virke realistisk i mit sind.

Og dog er opstandelsen jo en væsentlig del af kristendommen. Det er en del af det store håb, vi har om Guds genoprettelse af skaberværket, verdens genfødelse, alle tings fornyelse, osv.. Vi forbinder dette med Jesu genkomst, hvor den første opstandelse skal finde sted (hvis vi har forstået Åbenbaringen korrekt). Så skal han kalde på alle døde, og hans stemme skal gjalde som en basun, og de skal blive vakt til live og modtage deres konge iklædt nye herlighedslegemer (for man kan ikke leve uden legemer).

Men allerede her bliver det svært at se for sig. Tag for eksempel den ide, at hele verden skal se Jesus, når han kommer igen. Johannes skriver: “Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham.” (Åb 1,7) “For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag.” (Luk 17,24) Længe har det irriteret mig, for skyer, ved vi, er ikke så gode at sidde på og rejse på, men hvad værre er, det er umuligt, hvis alle folkeslag skal se den samme sky! Forskellige måder har man forsøgt at løse det her på. At alle skal se “ham” skal forstås repræsentativt, er jeg engang blevet forklaret, så de fleste vil naturligvis ikke se ham personligt, men vil se hans engle, som er spredt ud over kloden. Og dog ved jeg, at nogen tager det her meget seriøst. En ven af mig sagde, at det er interessant, at Ellen White (åbenbart) siger, Jesus nok vil komme igen fra Orions Bælte, for han har netop hørt, at det er dét sted på stjernehimlen, som kan ses flest steder på Jorden …

Troen må til tider rumme det absurde, og det har jeg lært at leve med. Reelt tror jeg faktisk ikke, man kan undslippe det absurde, uanset hvilket verdensbillede man har. Af og til bliver man dog også positivt overrasket. For eksempel lyttede jeg lige til Rick Warrens undervisning om, hvorfor man kan stole på Bibelen (fordi jeg tilfældigvis klikkede på hans tweet), og her kom han med en interessant observation. Jesus snakker om sit riges komme (samme kapitel, som jeg citerede lige før) og siger så:

v34  Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. v35  To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. v36   To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. (Lukas 17,34-36)

I det første århundrede ved man ikke ret meget om astronomi. Man går ud fra, at når det er dag, så er det dag overalt i verden, ikke nat (og omvendt). Så om natten tages en mand med, og den anden lades tilbage, fortæller Jesus. Imens er to kvinder ved at male, og to mænd er ude i marken. Jamen, det er jo nat? Hvem arbejder om natten? Jesus gjorde her en antagelse, der var ret atypisk for hans tid. Han antog, at selv om det var nat ét sted ved Menneskesønnens komme, så kunne det godt være dag et andet sted. Det ved vi i dag, fordi vi har forstået jordens rotation omkring solen blandt meget andet.

At min far og Villi kommer til at se på hinanden en dag; den tanke vil ikke rigtig sive ind som troværdig. Men når det er sket, så vil det nok virke ret selvfølgeligt, at det var noget, Gud ville sørge for. Det sagde han jo, han ville.

Ekspertløgnen

En af Satans mere dominerende løgne i kirken, tror jeg, er løgnen om, at man skal være ekspert, før det, man siger, kan bruges til noget. Vi oplever i Adventistkirken en stor mangel på præster og undervisere, som kan tage budskabet og gøre det levende for andre. Jeg ved ikke, om denne mangel er typisk for tiden, eller om det altid har været sådan. Men jeg er overbevist om, at langt flere mennesker kan forkynde Guds ord end dem, der gør det. De holdes dog tilbage – for tænk om de siger noget forkert! Hellere sige ingenting end at sige noget, som nogen kunne finde på at påpege, selv hvis 95% af det, man så har sagt, har været rigtigt og godt og opbyggende og har givet liv.

Netop nu har lægpersoner bedre kort på hænderne, end de har haft nogensinde før. Internettet har givet os alle adgang til fantastiske ressourcer. Der er sågar (“sågar” er et ord, jeg ikke får anledning til at bruge ret tit) teologisk undervisning fra colleges og universiteter på Internettet til fri download af lægpersoner. Tusinder af kirker lægger deres prædikener på Internettet, også rigtig mange adventistkirker. Jeg lytter selv jævnligt til prædikener af Rob Bell, Gregory Boyd, Timothy Keller og lærer meget af dem om ting, jeg ikke selv har undersøgt. Nogle gange kommer det, jeg lærer, med i mine egne prædikener. Hvis folk i min kirke hørte nogle af disse prædikener, oversatte dem og holdt dem, som om det var deres egne, så ville dét også gavne menigheden! Jeg ville give en sådan rip-off tale “thumbs up”! Det samme ville jeg give til taler, der tog udgangspunkt i Ellen Whites bøger (men hun skulle i så fald også oversættes fra gammelt sprog til nudansk).

Faktum er, at vi ikke kan vide alt, vi siger, med sikkerhed (bare nogen ting, for eksempel dette faktum). Jeg er en sådan irriterende type, der alligevel taler om ting i absolutte vendinger og med stor selvsikkerhed, som jeg muligvis kun har læst én bog om, hvor det måske havde været værd at få flere synspunkter ind over, før jeg stillede mig op – men jeg vil vove at påstå, at det er bedre, jeg gør det, end at jeg afholder mig selv fra at tale om det, medmindre jeg selv har studeret det til “bunds”. Vi får nemlig ikke anledning til at studere ret meget til bunds. Hver prædiken kan ikke være baseret på, at “jeg har gjort min Ph.D. på det her”. Der er brug for, at flere kristne taler om det de tror på og dét med myndighed. Ikke på en pussenussesød og kvalmende postmoderne måde, men på en autoritativ og selvsikker måde.

Hvis det senere viser sig, at man tog fejl, så må man angre, men i det mindste har man prædiket ud fra sin overbevisning og samvittighed, og det behøver man aldrig angre. Jeg håber og beder om, at flere må høre Guds kald til dem på dette område. Der er flere derude, der har fået gaven til at være forkyndere og undervisere, men ikke har modet og bilder sig ind, de ikke har kompetencerne. Folkens, det har aldrig været nemmere end nu.

Den bedste kirke for børn…

… er Århus Cafékirke (eller lignende).

I al den tid jeg kan huske har familier skiftet menighed alt efter, hvor forældrene mente det bedste miljø var for deres børn. Vejlefjordkirken har haft en sådan tiltrækningskraft i årevis. Forældrene vil jo gerne, at deres børn skal blive troende også, og så vælger de kirke lidt ud fra det (bortset fra nogle af dem, som måske går mere op i, hvor de selv kan få noget åndeligt føde og ikke tænker voldsomt på deres børn). Der er mange faktorer, der spiller ind, og jeg har ikke vildt meget forstand på det, selvfølgelig, men jeg blev meget inspireret af en præsentation af Tim Keller, hvor han argumenterer for, at byen (New York City) er et godt sted at opdrage børn. Han kommer ind på mange ting, og én af hans pointer er meget relevant for kristne forældre i Danmark også.

Kristne forældre forestiller sig, at den perfekte kirke for deres børn er den, hvor der er et stort børnearbejde, og hvor deres børn kan få sig en masse jævnaldrende legekammerater. Det er måske rigtigt for små børn, men når de bliver “betweenagers”, så er det nogle andre regler der gælder. Disse børn har ikke brug for en skare som dem selv, faktisk vil disse ofte være en dårlig indflydelse på dem. (Store børn i kirken er ofte eksperimenterende og meget “gruppepresserende” og får rigtig mange dårlige ideer til, hvordan de kan påbegynde deres pubertetoprør.) Desuden har familiekirker ofte det problem, at en specifik, men essentiel gruppe mennesker mangler: Unge kristne singler.

Dette er et problem, for når man er “næsten teenager”, så er det dem, man ser mest op til. Det er dem, man gerne vil ligne, og som man kan forestille sig at være. Ikke sine egne forældre, og ikke sine forældres kedelige venner. Børn leder efter forbilleder, og forældrenes job er at sørge for, at der er sådanne gode forbilleder i nærheden.

Jeg husker det, fra da jeg selv blev sendt til Nordjylland som 19-årig og havde med teenagers (og et par betweeners) at gøre. I deres øjne var man (til min store overraskelse) langt mere interessant end de andre voksne, fordi de gik ud fra, man ikke var spoleret af det kedelige voksensyn. Som Krumme sang, da jeg var barn: “Hvorfor går alle voksne rundt og ser ud, som om alting gør ondt?”

Hvis du vil have en menighed, hvor dine store børn og teenagers har nogen at se op til, så tag dem til Århus Cafékirke. Her kommer nemlig flere singles i 20’erne, som tror på Gud og kan lide at komme i kirke. Det er dét, dine børn har brug for at opleve.

Tip: Hvordan man skriver bibelreferencer

Ja, der er faktisk en officiel måde at henvise til skriftsteder på. Jeg ved ikke, om det er Bibelselskabet, der har fundet på den, men det bliver i hvert fald brugt bredt af dem, som er vant til at skrive om Bibelen og citere den på skrift.

Eksempel på en forkert bibelreference:

1. moseb. 3.15

Og så et eksempel på den rigtige måde at gøre det på:

1 Mos 3,15 / 1 Mosebog 3,15

Hvad er forskellen? Jo, for det første er de unødvendige punktummer blevet fjernet. “1. moseb.” er blevet skiftet ud med “1 Mos”, som er den officielle forkortelse for Første Mosebog. Disse forkortelser kan ofte regnes ud, men nogle af dem må bare kendes. 1 Joh er Første Johannesbrev, men Sl er forkortelsen for Salme, Ordsp er forkortelsen for Ordsprog og Klages er forkortelsen for Klagesangene.

Efterfølgende skriver man kapitel, et komma, og så versnummeret. Hvis man ønsker at referere til første eller anden del af verset, så kan man af og til benytte a og b (1 Mos 3,15a). Hvis man ønsker at referere til flere vers, så er der forskellige måder at gøre det på. Typisk ville man bruge en bindestreg, hvis versene følger hinanden uden afbrydelse (f.eks. 1 Mosebog 3,15-18). Nogle gange vil man måske ønske at referere til forskellige vers i et kapitel, og her har jeg set folk bruge punktum af: 1 Mosebog 3,1.9.15. Personligt synes jeg ikke, det er pænt, og desuden synes jeg sjældent, det er en god ide at læse vers helt isoleret fra de øvrige vers på den måde.

Hvordan fortæller jeg dig, at det du gør er forkert, uden at du føler, jeg slår dig oveni hovedet?

Jeg tror lige, jeg stak rekorden for længste titel, jeg nogensinde har haft på et blog indlæg. Thomas Rasmussen formulerede dette glimrende spørgsmål i en artikel i sidste Ung Adventist, som handlede om alkohol. Alkohol er ikke et adventistproblem så meget, som det bare generelt er et samfundsproblem (særligt i Danmark), og det kunne jeg skrive meget om, men mere interessant er måske spørgsmålet om hvordan man addresserer den slags emner – og alle mulige andre emner. Det er, godt sagt, spørgsmålet om hvordan vi taler ærligt med hinanden, konfronterer hinanden, siger lige ud hvad vi mener, men også om hvordan vi lærer at lytte til hinanden.

Jeg er 25 år, og jeg bor i Danmark, et sekulariseret, individualistisk, materialistisk og overvejende hedonistisk samfund. Her har kulturen kun ét svar på mit spørgsmål: “Nej.” Det der med at sige til nogen, at det de gør er forkert, dét gør man bare ikke. Men så er jeg jo også en del af en mindre subkultur, hvor man kunne forestille sig, at det var anderledes. Jeg er præst i en kirke. Folk kommer frivilligt, og de tror på Gud, og de tror på, at Gud vil, vi skal være hellige, og at Helligånden arbejder med hjertet for gradvist at forvandle os til bedre mennesker. Her burde det da være muligt!

Den glemte del af missionsbefalingen

Bibelen efterlader i hvert fald ikke nogen tvivl om, at vi bør gøre det overfor hinanden. Der er den generelle missionsbefaling, vi alle kender til: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Første del, at prædike og døbe mennesker, husker de fleste. Anden del, at lære dem at holde alt, Jesus har befalet, er dog gået lidt i glemmebogen, og vi skal ikke tænke ret meget over det, før vi forstår hvorfor.

Det er ubehageligt. At lære folk at holde alt det, som Jesus har befalet, indbefatter jo også at lære folk at det de gør lige nu sandsynligvis er forkert! At de skal holde op med at gøre det! At de skal gøre noget andet i stedet for! Og at der er rigeligt med gode ting, de kunne gøre, som de ikke gør, men som de må til at komme i gang med at gøre! Hvem har lyst til at prædike det? Nej tak, vi prædiker gerne Jesus og dåb og så videre, men vi træder pænt udenom alt, der hedder gerninger, og håber at Helligånden lærer dem det indirekte, uden at de hører det fra os. Men dermed gør vi som sagt ikke det, som Jesus bad os om: At lære folk at holde det Jesus har befalet. Det hører med i at gøre folk til disciple.

Hvad kirke handler om

Hvorfor er det mon så svært? Jeg kan forestille mig, det har noget at gøre med, at vi ikke selv er blevet “gjort til disciple” på den måde. Havde vi været igennem en proces, hvor en mentor nådigt havde irettesat os, så ville vi måske også have et andet forhold til det selv at gøre det ved andre. Jeg tror dog, at mange af os ikke er blevet disciple i den forstand. Her er testen: Hvis du er en rigtig discipel, så kan du lide at blive irettesat. Man kunne måske endda tage den endnu længere ud: Hvis du er en rigtig discipel, så opsøger du irettesættelsen. Du opsøger dem, du opfatter som mere hellige end dig selv, og inviterer dem til at tale ind i dit liv med deres ærlige og afvæbnende visdom. Salomo taler meget om denne indstilling i Ordsprogenes Bog.

Ordsp 9,8
Irettesæt ikke spotteren, for han vil hade dig for det,
irettesæt den vise, så vil han elske dig.

Det er et gennemgående tema i bogen, at de vise lytter til deres fædres ord og tager imod irettesættelsen, som var det guld i pungen og honning på tungen (og hvad man ellers kunne finde på). At indstillingen mangler i kirken er tragisk, måske ikke mindst fordi man flere steder i Det Nye Testamente får indtryk af, at det er dét, kirke faktisk handler om: At opbygge hinanden. Dette kan naturligvis være at synge sange og dele vidnesbyrd, men det handler også i et vist omfang om at konfrontere hinanden, vejlede hinanden, tale profetisk til hinanden. At tale profetisk forbinder vi måske med drømme og visioner om fremtiden, men læser vi profetbøgerne i Det Gamle Testamente, så ser vi hurtigt, hvad det vil sige at tale profetisk. Det omfatter ikke mindst irettesættelse. En del af det at være kirke – at mødes som disciple – er at kunne fortælle hinanden, at “det, du gør, er forkert” og “gør det her, for det er godt og rigtigt”. Sammen med tilbedelsen og de mange andre ting, vi gør sammen, så bygger det os op og forbereder os overfor Djævelens snigløb. Det er ham, kampen står imod, og det er ham vi ikke vil falde i kløerne på.

At frelse hinanden

Som kristne kan vi hurtigt blive enige om, at der kun er én frelser: Jesus. Når det er sagt, så er vi, som vi har set, en del af den plan, idet vi også har et kald til at lære folk at følge frelseren og tage hans evige liv på sig. Jakob forklarer, hvor vigtig den del er.

Jakobsbrevet 5,19-20
v19  Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, v20  skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder.

At få nogen, som er ved at forvilde sig bort, tilbage på rette spor, er en frelseshandling. Man frelser dem fra døden. Hvis jeg forstår det her rigtigt, så er jeg bange for, at jeg har set og hørt om alt for mange mennesker, som er døde, fordi vi ikke har været gode til at få dem tilbage på sporet. Vi har et medansvar for folks frelse. Det kan man af og til undre sig over – kan det virkelig passe, at andre menneskers frelse afhænger af, hvad jeg gør? – men det er nu engang det, teksten siger.

Gal 6,1
v1  Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet!

Heller ikke denne tekst efterlader os nogen tvivl om, hvad vi bør gøre, hvis vi ser nogen synde. Her snakkes der næppe om de små atypiske forseelser, der sker en sjælden gang, men nok snarere de destruktive vaner, der opbygges, som tyder på en dårlig indstilling. Man må være vis for at gennemskue, hvornår dette er gældende. Men hjælpe skal man.

Så Jakob til menighederne er enig med Paulus til Galaterne. Som kristne disciple er det vores kedelige job at irettesætte hinanden. Som dem, der har fået Ånden i gave, er det vores lod at vejlede dem, der ikke selv vandrer i Ånden. Spørgsmålet er så, hvordan vi gør det i praksis, for al erfaring viser jo, at vi ikke rigtig kan få det til…

Frygten, der får os til at holde mund

Vi kan starte med at spørge: “Hvad er det dog, der holder os tilbage?” Det er naturligvis ikke alle, der har problemer med det. Nogen er lidt for ivrige med at gøre det, men resultatet er jo netop, at de af de fleste opfattes som dem, der godt kan lide at slå andre i hovedet. Dette er måske netop en væsentlig del af min frygt: Jeg ønsker ikke at ligne disse mennesker, og jeg ønsker ikke at blive opfattet på samme måde. Men der er andre ting, jeg frygter. Jeg frygter at miste venskaber. Jeg frygter at skræmme folk væk. Jeg frygter måske også selv at blive kaldt hykler, fordi jeg ved, at hvis jeg finder fejl hos min ven, så vil han instinktivt kigge efter fejl hos mig, og han skal nok finde dem!

Jeg har altså mange grunde til at være undgående og vælge den lette løsning, som det er ikke at blande sig i, hvad folk laver, og hvordan de lever deres liv. Måske jeg endda kan bilde mig ind, at det er det kærligste at gøre, selv om der intet kærligt er i at se nogen synde og at holde sin mund – det svarer til at nikke sympatiserende, mens nogen sidder og skærer i sig selv. På en eller anden måde må vi lære at tale højt, selv om vi har disse bekymringer. Vi må lære, at det trods alt er vigtigere.

Mildhed

Hvis vi kigger på de tekster, jeg allerede har citeret, så ser vi, at der allerede her findes lidt vejledning i, hvordan vi skal irettesætte hinanden. Der er en måde at gøre det på, så folk ikke føler, at man slår dem i hovedet. Ordet, der bliver brugt i Gal 6,1, var mildhed. Man behøver ikke være aggressiv – det er åbenlyst bedre at være forsigtig. Det er en kunst, som mange kvinder – dog ikke alle – behersker bedre end mænd. Man kan være øm, når man irettesætter. Man kan være kærlig i sin irettesættelse, både i kropssprog og stemmeføring og så videre. Som Robert Fisher sagde til mig, da jeg snakkede med ham om emnet: “Mig må du gerne irettesætte, bare be’ mig om at sætte mig ned først.”

I sin bog om kristen rådgivning, “Sin and Grace in Christian Counseling: An Integrative Paradigm”, siger Mark R. McMinn, klinisk psykolog, at det er vigtigt at skabe et psykologisk “nåderum”, hvor personen føler sig tryg. Nåde er ikke noget, som først gøres tilgængeligt, når vi har indrømmet vores synd – nåden er der, før vi går til bekendelse. Hvis ikke den var der, så havde vi ikke turdet indrømme noget som helst. Nåden, mildheden og kærligheden er det, som står parat til at “skjule” synden. Jak 5,20 siger ikke alene, at man frelser sin broders sjæl, men at man “skjuler mange synder”. Jeg kan sige “Det, du gør, er forkert” og tilføje: “Men du kan stole på mig.”

Hvad vi skal huske

Bibelen taler generelt om mange ting, mens erfarne mennesker kan fortælle os en hel del om, hvad Bibelen ikke havde tid til at sige. Noget af det handler om almen sund fornuft.

1) Vi er aldrig garanteret, at det går godt. Der vil være situationer, hvor vi nådigt og kærligt og mildt irettesætter en bror for at få ham tilbage på rette spor – og hvor broderen vælger at bryde venskabet og fortsætte sin kurs. Det kan være, vi gjorde alt rigtigt, men alligevel gik det galt. I de tilfælde skal vi lære ikke at give os selv skylden. Det er prisen, man betaler af og til, men i så fald kan man trøste sig selv med, at man gav sin bror chancen for at vende om. Vi skal naturligvis stadig være ydmyge og åbne for, at vi ser tingene forkert, men samtidig skal vi være villige til at følge samvittigheden og sige det, som vi tror Ånden lægger os på hjerte.

2) Gør det med dem, der allerede kender dig som mild og omsorgsfuld. Jeg kunne aldrig finde på at irettesætte en kristen bror eller søster direkte, som jeg kun kendte meget overfladisk. Det gør sjældent gavn, for ingen vil opfatte dig som nådig, og derfor vil de heller ikke være tilbøjelige til at være åbne for din kritik. Retten til at irettesætte er noget, man skal spare op til.

3) Vær selv indbydende overfor irettesættelser. (Vigtigt.) Den bedste måde at vende udviklingen på er desuden at starte med os selv. Gå til én, du stoler på og ser op til. Giv ham (eller hende) retten til at tale ind i dit liv. I et sådant venskab vil personen typisk også give dig retten til at tale ind i deres. Kirken har brug for den slags venskaber. Det er ikke gennem tilfældig kritik på kryds og på tværs at vi vil vokse (tværtimod), men gennem venskabelig kritik fra mennesker, vi har tillid til.

Artikel: Nyt fra en Fokusmenighed

Følgende artikel blev bragt i januar-nummeret af AdventNyt, som udsendes til alle adventister i Danmark. Den indeholder nogle af de ideer og tanker, der har præget os i Silkeborg Adventistkirke, samt nogle beskrivelser af de initiativer, de er resulteret i.

Nyt fra en Fokusmenighed

I august måned 2010 blev Silkeborg Adventistkirke sat i en ny situation, de ikke havde været i før. De havde tre præster (svarende til næsten to præster på fuldtid). ”Hvad foregår der?” var det store spørgsmål, alle gik med, samt ”Hvad skal der ske?” Som præster havde vi det lidt på samme måde helt i begyndelsen. At forme en ny vision som en menighed er svært, for selv om du måske har din egen klare vision som enkeltindivid, så er der mange mennesker, der skal dele den, før den kan bære menigheden fremad. Sammen kom vi dog hurtigt frem til, at fokusset i Silkeborg skulle være ”familien”. (Vi havde søgt efter et dansk ord for ”community”, men fandt det desværre ikke. Den inkluderende familie var det billede, vi følte kom tættest på.) Det handlede om at have et fællesskab, som alle kunne føle sig en del af, og som også kunne være tiltrækkende for andre mennesker – nye mennesker. Det konkrete spørgsmål var så, hvordan vi nåede ud til disse. Her måtte vi være kreative.

Inspiration fra Holland

Før man kan få ideer, må man først have inspiration. Seks mennesker kørte derfor til Holland en weekend, tre præster og tre medlemmer. Her mødtes vi med ledere fra forskellige menighedsplantninger og snakkede med dem om deres aktiviteter. En ting, der hurtigt blev ret åbenlys for os, var at fokusset på bøn var meget dominerende i disse menigheder. Hvis man vil se liv i sin menighed, så må man henvende sig til Ham, der selv er livets kilde. Hvis det skal give mening at række ud, så må vi også række op. Det vil sige at tilbede med hjertet og at bede om kraften til at vidne for andre. Apostlene måtte jo også modtage kraften, før de kunne forlade Jerusalem. (Luk 24,49)

Vi blev også opmærksomme på et koncept, som populært kaldes en ”Mattæusfest”. Mattæus, der også kaldtes Levi, holdt fest med sine venner, men inviterede også Jesus og disciplene. (Luk 5,29) Hvis du holder en fødselsdagsfest, hvor mange gange holder du den så? Nogle adventister holder den 2 gange: én gang med venner fra menigheden, og én gang med venner fra arbejdet… Hvorfor ikke samle det og introducere dine kirkevenner og kolleger for hinanden? På den måde vil det også virke mindre grænseoverskridende at invitere kolleger med til arrangementer i kirken, idet de allerede har mødt nogle af de mennesker, der kommer til at være til stede.

Bed Gud om at gå foran

Da vi så, at bønnen var vigtig for menighedernes succes i Holland, besluttede vi os for også at prioritere bønnelivet i Silkeborg. Vi vidste med os selv, at vi behøvede det. Vi etablerede et bønneteam, som kunne bede for kirkens behov. I kirkens forhal står der i dag en æske, som man kan putte sine bønneønsker i. Når teamet samles, så sender de desuden en sms med generelle emner ud til mange af medlemmerne i menigheden, så de kan slutte sig til dem i bønnen.

Vi kan aldrig bede for meget, særligt ikke når vi ønsker at række ud til nye mennesker. Blandt emnerne er både aktiviteter og mennesker med behov. Det er vigtigt, at vi beder Guds ånd gå foran og gøre det forberedende arbejde i folks hjerter. Ofte må jorden vendes af Gud, før vi kan så.

Aktiviteter, der rækker ud

Vi har haft mange ideer til, hvordan vi kunne række ud. Af og til handler det om bare at sige ”hej” og gøre folk en tjeneste. Til påsken sidste år gik vi eksempelvis rundt til alle kirkebygningens naboer med en pose små chokoladeæg og et pænt kort, hvorpå der stod: ”Du ønskes en god påske af Silkeborg Adventistkirke.” I oktober måned stod vi for en tøjuddeling i et fattigt boligområde tæt på vores kirke, hvor alle kunne få gratis, brugt tøj. Vi arrangerede det i samarbejde med en anden frivilligforening, hvis lokaler vi kunne låne til formålet. Gestusser som disse er vigtige, selv om det kræver en indsats og en lyst til at gøre folk glade uden at ville have noget til gengæld. Når disse naboer engang modtager en invitation til et arrangement hos os, så vil de måske være mere interesserede i, hvad vi har at tilbyde.

Det kan af og til betale sig at invitere folk til at komme til vores kirke (hvis vi har noget at lokke med), mens det ofte er nødvendigt, at vi kommer ud til dem. Vi har holdt flere temadage i kirken, hvor vi har forsøgt at tale til nogle af de lokale behov. Birthe Kendel var her og underviste i, hvordan man giver børn selvværd, og hvordan man beskytter dem mod seksuelle overgreb. Lehnart Falk var her også og underviste i, hvordan man kunne forebygge depression. Disse arrangementer har givet os nogle nye bekendtskaber, som vi har kunnet invitere til andre arrangementer, og det har samtidig været med til at profilere kirken. For at komme ud blandt folk har vi holdt kurser i Medborgerhuset, hvor det er gratis for alle foreninger i Silkeborg at låne lokaler. Også her har vi mødt et par nye mennesker, som har haft glæde af vores tilbud.

Fra kendskab til fællesskab

Det er aldrig svært for en menighed at komme i kontakt med nye mennesker. Generthed er naturligvis en folkesygdom, og fjenden har mange måder at gøre os dovne på, men når vi endelig sætter os for at gøre noget, så skal vi nok møde nye mennesker. Det er heller ikke svært for en menighed at bygge fællesskab. Det kommer af at gøre ting sammen. Fællesspisninger er guld værd. Den virkelige udfordring er at forbinde de to: At få de nye mennesker, vi møder, til at blive en del af fællesskabet. Det sker ikke efter ét arrangement. Det sker heller ikke, bare fordi de tager imod et godt tilbud. Det sker ikke, fordi de kender én eller to i menigheden. Der må være noget stærkere, der binder dem.

I Silkeborg Adventistkirke har vi forsøgt at etablere nogle fællesskaber – en slags smågrupper – som mødes fast, og som har plads til nye mennesker. Der har i en årrække eksisteret en bobklub i menigheden, hvor menighedens ældre mænd mødes, spiller bob, spiser sammen og har en andagt. Det er et fællesskab, som knytter en gruppe i menigheden tættere sammen, og som er åbent for nye bobspillere. Et nyere tiltag er mandegruppen, som er en smågruppe henvendt til mænd i alderen 30-50 år. I denne gruppe har vi først og fremmest læst og diskuteret Bibelen, og det har været en god anledning til at inkludere mænd, vi kendte knap så godt, i kirkens mandlige fællesskab. Mandegruppen har også været med til at styrke sammenholdet mellem børnefamilierne i menigheden.

Guds løfte til os

Der kunne nævnes mange flere initiativer, som er blevet taget i Silkeborg, men formålet med denne artikel er ikke at prale af alle de ting, der sker i vores menighed, som om aktivitet i sig selv er noget at være stolt af. Sandheden er, at meget af det vi adventister gør måske slet ikke er tiden og ressourcerne værd. Der er meget, der bør tænkes igennem, og vi bør lære af erfaringerne, også her i Silkeborg. Jeg kan ikke påstå, at Gud siger, man skal gøre det samme i andre menigheder, som man har gjort i Silkeborg, men man bør altid eksperimentere. Succes kan kun lade sig gøre, hvis man er villig til at fejle. Så længe vi gør tingene for at udbrede Guds rige, så har han desuden givet os et helt særligt løfte: »Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28,20)

Religion vs. Gospel

Someone shared this on facebook, and it made me think. It says Religion and Gospel, but perhaps it could equall well have said “salvation by works” and “salvation through faith”.

Are all of these statements true, though? Or are they actually a bit one-sided?

If I obey, I’m accepted. / I’m accepted so I obey.

Yes, it is true, though it fails to recognize that you may lose this acceptance if you continue to disobey, though it won’t be because the acceptance is taken away from you; rather, disobedience is your way of throwing away the acceptance you would receive for free. I’m not talking about the coincidental stumbling here, but the persistence of doing evil. But I guess they’re right that one couldn’t possibly live like that and fall in the category of “I’m accepted so I obey”.

If I’m good, God will love me / I’m bad and Jesus loves bad people.

This one is more tricky. The religious sentence seems faithful to that kind of thinking, but the gospel sentence could be misleading. Does Jesus love people for their badness? Does Jesus favor bad people? I would’ve said something along the lines of, “God loves me, though I’m bad.” Perhaps I would’ve added, ‘Because he’s good.’

People: Good and Bad / People: Repentant or Not

I’m not sure I get this one. Sure, religion puts people into boxes and categorize them as “us” and “them”. But is the point here that the gospel does the exact same thing, just calls it something else? And is “repentant” the perfect word for that? Maybe so.

Focus: What I do or don’t do / Focus: What Jesus did

This one is interesting. Religious people indeed look at sin in a fragmented way, only considering it in terms of do’s and don’ts. Gospel believers look at Jesus. But for what purpose? Is it to escape from looking honestly at what I just did? Greg Boyd said that many people ask WWJD (What Would Jesus Do?) and says that is the wrong question—the right one is HDJT (How Did Jesus Train?) In Romans, Paul argues that our sinful selves were crucified with Jesus, while we were raised with him to live the spiritual life in him. Our focus is what Jesus did and what it means for what I’m doing.

Produces: Pride and Despair / Produces: Humility and Confidence

Some good antonymes here. There are lots of other things that are produced by these attitudes: Darkness versus Light. Hatred versus Love.

Motivated by fear / Motivated by love

I see what he’s saying, yet I’m concerned that such statements might lead people to regard “healthy fear” negatively. Yes, there is such a thing as “good fear”. The Bible continually reminds us to have “fear of the Lord”. Some people argue that this kind of “fear” is not the scary one. However, Jesus says, ‘Do not be afraid of those who kill the body but cannot kill the soul. Rather, be afraid of the One who can destroy both soul and body in hell.’ That sounds like the scary kind of fear to me. The fear of perishing could get people back on track, and that’s a good thing, but hopefully, that fear is then overshadowed by God’s love. If fear is the main thing that drives us as believers, then yes, something’s definitely not right.

Hvordan er Jesus hovedet?

Der findes flere teologier. En af dem kaldes af nørderne for ekklesiologi, læren om kirken, fra det græske ord, ἐκκλησία, som betyder kirke. Det er sikkert godt at vide, om ikke andet dukker det måske op, hvis du engang er på en teologiforelæsning.

Ledelse i kirken

Men nørderiet lagt til side, så er ekklesiologi faktisk én af de discipliner, hvor man hurtigst ser de praktiske konsekvenser for det kristne liv, til forskel fra f.eks. eskatologi (læren om de sidste ting), hvor man nok skal tænke sig lidt ekstra om, før man kan besvare spørgsmålet “hvad har det med os at gøre?” Mange adventister diskuterer jævnligt ekklesiologi uden at vide, at dette faktisk er et stort studium blandt teologer, som graver sig dybt ned i Paulus og kirkefædrene for at opspore, hvad Guds plan egentlig er med kirken. Ekklesiologisk oplysning er, hvad der mangler, når folk af og til tror, de kan være kristne uden at komme i nogen form for kirkeligt fællesskab – et relativt nyt, men bestemt ikke ukendt fænomen. Af en eller flere grunde har Gud samlet sine disciple og opmuntrer dem til at mødes og gøre ting sammen og have med hinanden at gøre.

Men hvor mange mennesker mødes, dér må nogen bestemme og lede an. Dette er et sociologisk faktum. I mit kirkesamfund samles vi mindst en gang om ugen – ikke at der er mødepligt, men det er i hvert fald en udbredt vane – nemlig lørdag formiddag i kirken. Hvem bestemmer i disse mange grupper? Hvem får lov at lede an? Det ideelle svar finder vi naturligvis i Bibelen: Jesus Kristus.

Dette kan ingen kristne betvivle, og gør det formodentlig heller ikke, i hvert fald ikke bevidst. Vi er jo hans disciple, og han er jo intet mindre end kongen over alle konger, oprejst fra de døde og sat til at regere ved Guds (Faderens) højre hånd. En ekklesiologisk pointe, som flere i Det Nye Testamente kommer med, er at kirken er hans brud. Dermed også sagt, at Kristus er kirkens brudgom, og at Dommedag bliver det virkelige bryllup mellem os. Dermed er han også vores overhoved på ganske patriarkalsk manér, uden at jeg her vil gøre et stort nummer ud af bibelsk familiestruktur. Mange bibeltekster kunne inkluderes, nu nøjes jeg med ét, som siger alt det, jeg gerne vil sige, og mere:

Efeserbrevet 4,10-16
v10  Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt. v11  Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere v12  for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, v13  indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. v14  Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, v15  men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. v16  Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.

Teokratisk?

Så hvad er kirken? Et demokrati? Et diktatur? Anarki? For ikke så forfærdelig længe siden fortalte en mand mig, at kirken var et teokrati, fordi det er Gud, der er kongen. Det kan han have ret i. Problemet var, at det ikke nødvendigvis siger noget om, hvordan det bliver ledt i praksis, og denne mands mening om ledelse afveg ikke så lidt fra min, selv om vi var enige om, at Kristus skulle være hovedet.

Vi kunne f.eks. tolke det ligesom den Romersk-Katolske Kirke. Disse, vil mange frikirkemennesker hurtigt bemærke, har altid haft en meget hierarkisk måde at organisere sig på, hvor den større mands ord til enhver tid trumfer den lavere rangerende mands ord. Pavens ord har samme vægt, som hvis det var Gud selv, der talte. Heldigvis passer paven i dag på med hvad han siger – lad os håbe, det fortsætter sådan lidt endnu. Enkelte adventister ter sig beklageligvis, som om de ønsker den samme styreform. Blot er paven skiftet ud med dem selv. Da manden, jeg snakkede med, påstod, at vi var et teokrati, så gjorde han det primært for at underminere ideen om afstemninger i en kirke. (“Vi er ikke et demokrati; vi er et teokrati!” sagde han.) Som han også blev gjort opmærksom på: At sige kirken er et teokrati er ikke særlig behjælpeligt, medmindre man afklarer, hvad det er for en slags teokrati, vi snakker om. Er det f.eks. Algeriets styreform, vi vil inspireres af?

Teksten fra Efeserbrevet viser, hvordan Kristus leder kirken, der i en meget bogstavelig stand kan siges at være hans krop (og tilstedeværelse) i verden. Der er mange temaer i denne tekst, og den er for så vidt meget kompakt. Det handler om sandhed kontra løgn. Det handler om modenhed kontra barnlighed. Det handler om enhed kontra splittelse. Det handler om trofasthed og kærlighed. Vers 16 fortæller det, som måske kan overraske, når vi tænker dybere over det: “Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.” Det er ikke en stærk præst, der holder tropperne sammen. Det er heller ikke teologiske præferencer. Det er dét, som hver enkelt led (person), bidrager med til at bygge legemet op.

Opbyggelse skriver Paulus mere om mange andre steder, og en pointe, der går igen og igen og igen, er at det er (eller bør være) et fælles foretagende. Han har allerede sagt det i vers 11 og 12: “Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op.” I 1 Korinterbrev 14,26 argumenterer han: “Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være tilopbyggelse.” Jeg kan især godt lide Romerbrevet, hvor Paulus endda retter sig selv (spændende ting at tale om, når man diskuterer Bibelens ufejlbarlighed i øvrigt): “For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.” (Rom 1,11-12)

Fra den ene til de mange

Dette skulle gerne ramme mange af os, der kommer fast i adventistkirker lige mellem øjnene. For hvad er lige vores praksis, og hvordan passer det lige med dette fundamentale princip? Princippet om, at når vi mødes, så skal vi være mange til at bygge hinanden op? I stedet mødes vi, og hele opbygningen hviler primært på én person: Den ansatte præst (og måske en musiker eller to). “Kan ham præsten nu sige noget godt til mig fra Gud?” Skeptisk kommer vi ind, sætter os passivt på bænken og lægger skeptisk armene over kors. Vi vil have noget godt for vores tiende, trods alt. “Kan ham præsten nu give mig noget, jeg kan bruge, og som besvarer alle de komplicerede spørgsmål, jeg går og slås med?” I Adventistkirken er opbyggelsen, som Paulus sagde, at vi alle var medansvarlige for via vores nådegaver, blevet lokaliseret i én person: Ham på talerstolen.

Hvordan er det dog gået til? Det ved jeg egentlig ikke, men jeg forestiller mig, at det blot er resten af samfundets ekspert-paradigme, som er smittet lidt meget af på os. Vi forsøger at modvirke det i Århus Cafékirke, bl.a. ved at invitere hinanden til at snakke med i løbet af vores gudstjenester. Vi deler ofte tanker og associationer under prædikenen, og vi har altid “ordet frit” som en del af programmet, hvor folk kan dele, hvad de føler, at Gud lægger dem på hjerte at sige til hele forsamlingen.

Desværre synes mange adventistkirker urokkelige på dette punkt. Blandt dem, der har været adventister i rigtig mange år, er der ikke nogen forventning om, at andre er interesserede i at høre, hvad Gud har lagt på deres hjerter, eller for så vidt at Gud kunne finde på at bruge dem til at opbygge eller styrke andre. “Skulle Gud lægge noget på mit hjerte?” kunne mange adventister måske finde på at spørge. “Men jeg er jo ikke præst?”

Tid til at ryste posen?

Mens det er problematisk, når det kommer til tilbedelse og gudstjenester, så er det dog værre, at det også er kommet til at præge måden, kirken bliver ledt på. Adventistkirken har en bog, vi kalder Menighedshåndbogen (church manual). Jeg har altid været skeptisk overfor den bog – indtil jeg begyndte at læse i den og så, hvor klart den koblede sin praktiske vejledning op på bibelske principper, uden at gå for meget op i absurde detaljer, så den blev til en lovbog. Den er et godt udgangspunkt for enhver menighed og virkelig værd at lære at kende. Bogen bekræfter desuden denne ide om, at kirken ledes af Kristus (selvfølgelig) gennem hans ledelse af fællesskabet (knap så selvfølgeligt måske), som alle er med til at modtage og give opmuntring og belæring.

Jeg er forsigtig med at citere folk direkte på bloggen og foretrækker at holde dem anonyme, men jeg vil alligevel nævne, hvad Bjørn Ottesen, formand for Adventistkirken i Danmark, sagde til mig og et par kolleger, da vi sad sammen for lidt over en måneds tid siden: “Vi har ikke chefer i Adventistkirken.” Han sagde mere end det, men ordene her er i sig selv meget sigende og ganske afvæbnende. Jeg ved, at flere af mine læsere her på bloggen er adventister, og det er især med jer i tanke, jeg skriver dette:

Hvis der i din menighed sidder én eller to personer og styrer det hele, uden ydmyghed til at lytte til fællesskabets ledelse, så se at få posen rystet. Begynd med at udfordre lederen til at spørge, om det bare er hans mening, eller om det er menighedens. Få dine brødres og søstres meninger ud i det åbne, og find dig ikke i tavsheden, eller i at beslutninger tages udenom menigheden. Intet, tror jeg, er mere skadeligt for en menighed på lang sigt, end når hele retningen fastlægges af én person. Det kan være en lidt for idealistisk præst. Det kan være en forstander, der ikke lader sig stille til regnskab overfor nogen. Det kan være én, der bare har den karisma, at han på manipulerende vis bare får for meget at skulle have sagt. Vi er indstillet til det af vane og tradition som adventister – selv som præster, er jeg bange for – og mange af os finder os pænt i det, men det er ikke den bibelske vej.

Ifølge Bibelen bruger Gud os alle sammen til at trække hinanden fremad, og på mystisk vis viser det sig således at være Kristus selv, der trækker. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal have autoritative personer blandt os, og at vi ikke skal anerkende dem, som har leder- og taleevner. Men ingen leder bør lede alene, og ingen kirke bør defineres af én persons vilje.

Christian Hedegaard dømt for kvaksalveri

Man kan jo ikke lade være med at følge lidt med fra sidelinjen, når man tidligere har beskæftiget sig så meget med oplysningsarbejdet om organisationen Evangelist, der må siges at være svundet ind. Gamle sager har haft masse mediebevågenhed, men er indtil nu undsluppet domstolene – indtil i dag, da Christian Hedegaard blev dømt for ulovligt kvaksalveri. Hans medvirken har vist været en væsentlig del af spørgsmålet, som skulle afgøres, men nu afgjordes det af retten, at han er hjernen bag metoden bedre kendt som “tre dages bøn og faste” (faste fra lægeordineret medicin, vel at mærke) – og dermed skyldig. “Personer, der indlader sig i en sådan behandling, skal skrive under på, at de frivilligt afgiver deres medicin. Den del af tiltalen blev Christian Hedegaard dømt efter,” forklarer Hillerødposten. Sagen ønskes anket af forsvaren, Peter Hjørne, som kalder dommen for “vanvittig”. (Han er i øvrigt en interessant fætter, ham Hjørne.) Hedegaard får en bøde på 40.000 kr., men mere betydningsfuldt er det måske, hvad denne dom vil betyde for de huse/behandlingscentre, som Evangelist står bag… I dag er der mange, der glæder sig, fordi de har set en lille flig af retfærdighed, som de har længtes efter i mange år.